Job 13
1 “Behold, my eye has seen all, My ear has heard, and it attends to it.
Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
2 According to your knowledge I have known—also I. I am not more fallen than you.
Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
3 Yet I speak for the Mighty One, And I delight to argue for God.
Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
4 And yet, you [are] forgers of falsehood, Physicians of nothing—all of you,
Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
5 O that you would keep perfectly silent, And it would be to you for wisdom.
Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
6 Please hear my argument, And attend to the pleadings of my lips,
Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
7 Do you speak perverseness for God? And do you speak deceit for Him?
Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
8 Do you accept His face, if you strive for God?
Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
9 Is [it] good that He searches you, If, as one mocks at a man, you mock at Him?
Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
10 He surely reproves you, if you accept faces in secret.
Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
11 Does His excellence not terrify you? And His dread fall on you?
Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
12 Your remembrances [are] allegories of ashes, For high places of clay [are] your heights.
Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
13 Keep silent from me, and I speak, And pass over me what will.
Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
14 Why do I take my flesh in my teeth? And my soul put in my hand?
Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
15 Behold, He slays me—I do not wait! Only, I argue my ways to His face.
Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
16 Also—He [is] to me for salvation, For the profane do not come before Him.
Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
17 Hear my word diligently, And my declaration with your ears.
Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
18 Now behold, I have set the cause in order, I have known that I am righteous.
Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
19 Who [is] he that strives with me? For now I keep silent and gasp.
Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
20 Only two things, O God, do with me, Then I am not hidden from Your face:
Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21 Put Your hand far off from me, And do not let Your terror terrify me.
Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
22 And You call, and I answer, Or—I speak, and You answer me.
Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
23 How many iniquities and sins do I have? Let me know my transgression and my sin.
Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
24 Why do You hide Your face? And reckon me for an enemy to You?
Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 Do You terrify a leaf driven away? And do You pursue the dry stubble?
Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
26 For You write bitter things against me, And cause me to possess iniquities of my youth,
Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
27 And you put my feet in the stocks, And observe all my paths—You set a print on the roots of my feet,
Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
28 And he, as a rotten thing, wears away, A moth has consumed him as a garment.”
skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
