Job 10
1 “My soul has been weary of my life, I leave off my talking to myself, I speak in the bitterness of my soul.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 I say to God, Do not condemn me, Let me know why You strive [with] me.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Is it good for You that You oppress? That You despise the labor of Your hands, And shine on the counsel of the wicked?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Do you have eyes of flesh? Do You see as man sees?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 [Are] Your days as the days of man? Your years as the days of a man?
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 That You inquire for my iniquity, And seek for my sin?
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 For You know that I am not wicked, And there is no deliverer from Your hand.
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Your hands have taken pains about me, And they make me together all around, And You swallow me up!
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Please remember That You have made me as clay, And You bring me back to dust.
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Do You not pour me out as milk? And curdle me as cheese?
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 Skin and flesh You put on me, And fence me with bones and sinews.
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Life and kindness You have done with me. And Your inspection has preserved my spirit.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 And these You have laid up in Your heart, I have known that this [is] with You.
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 If I sinned, then You have observed me, And do not acquit me from my iniquity,
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 If I have done wickedly—woe to me, And righteously—I do not lift up my head, Full of shame—then see my affliction,
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 And it rises—as a lion You hunt me. And You turn back—You show Yourself wonderful in me.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 You renew Your witnesses against me, and multiply Your anger with me, Changes and warfare [are] with me.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 And why from the womb Have You brought me forth? I expire, and the eye does not see me.
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 I am as [if] I had not been, I am brought from the belly to the grave,
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Are my days not few? Cease then, and put from me, And I brighten up a little,
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 Before I go, and do not return, To a land of darkness and death-shade,
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 A land of obscurity as thick darkness, Death-shade—and no order, And the shining [is] as thick darkness.”
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
