Psalms 39
1 “To the chief musician, to Jeduthun, a psalm of David.” I said, I will guard my ways, that I sin not with my tongue: I will guard my mouth with a muzzle, while the wicked is before me.
Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
2 I was dumb in deep silence, I was quite still, even from [speaking] good; but my pain was greatly excited;
Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
3 My heart was hot within me, in my self-communing there burnt a fire: [then] spoke I with my tongue,
Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
4 Let me know, O Lord, my end, and the measure of my days, what it is: I wish to know when I shall cease to be.
Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
5 Behold, measured out with the span hast thou made my days; and my whole duration is nothing before thee: yea, as nothing but vanity doth every man stand here. (Selah)
Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
6 As nothing but a shadowy image doth man walk about, yea, for vanity only do all make a noise: he heapeth up his gains, and knoweth not who shall gather them.
Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
7 And now, what shall I wait for, O Lord? my hope is in thee.
Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
8 From all my transgressions deliver thou me: render me not the object of reproach of the worthless.
Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
9 I was dumb, I opened not my mouth; because thou hadst done it.
Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
10 Remove thou thy plague away from me: from the blows of thy hand am I consumed.
Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
11 When thou with corrections chastisest man for iniquity, thou causest his excellence to melt away as [if eaten by] the moth: yea, nothing but vanity is every man. (Selah)
Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
12 Hear my prayer, O Lord, and give ear unto my cry; be not silent at my tears; for a stranger am I with thee, a sojourner, like all my fathers.
Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
13 Leave off from me, that I may recover strength, before I go hence, and am no more.
Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
