Psalms 142

1 “A Maskil of David, when he was in the cave. A prayer.” With my voice I cry unto the Lord: with my voice I make supplication unto the Lord.

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 I pour out before him my grief: my distress I recite before him.

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 When my spirit was overwhelmed within me—and thou knowest well my path—on the way whereon I desired to walk they had secretly laid a snare for me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 Look to the right, and behold, yea, there is no man that recognizeth me: [every] refuge is lost to me; there is no one that careth for my soul.

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 I cried unto thee, O Lord: I said, Thou art my refuge, my portion in the land of life.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 Listen unto my entreaty; for I am very miserable: deliver me from my pursuers; for they are too mighty for me.

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 Bring forth out of prison my soul, that I may thank thy name: with me shall the righteous crown themselves, when thou wilt deal bountifully with me.

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.