Psalms 142

1 “A Maskil of David, when he was in the cave. A prayer.” With my voice I cry unto the Lord: with my voice I make supplication unto the Lord.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 I pour out before him my grief: my distress I recite before him.

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 When my spirit was overwhelmed within me—and thou knowest well my path—on the way whereon I desired to walk they had secretly laid a snare for me.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 Look to the right, and behold, yea, there is no man that recognizeth me: [every] refuge is lost to me; there is no one that careth for my soul.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I cried unto thee, O Lord: I said, Thou art my refuge, my portion in the land of life.

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Listen unto my entreaty; for I am very miserable: deliver me from my pursuers; for they are too mighty for me.

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Bring forth out of prison my soul, that I may thank thy name: with me shall the righteous crown themselves, when thou wilt deal bountifully with me.

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.