Psalms 137

1 By the rivers of Babylon, there we sat, and we also wept when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 Upon the willows in her midst had we hung up our harps.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there our captors demanded of us the words of song; and those that mocked us, joy, [saying, ] Sing for us one of the songs of Zion.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How should we sing the song of the Lord on the soil of the stranger?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget thee, O Jerusalem, may my right hand forget—.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 May my tongue cleave to my palate if I do not remember thee: if I recall not Jerusalem at the head of my joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, O Lord, unto the children of Edom the day of Jerusalem; who said, Raze it, raze it, even to her very foundation.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 O daughter of Babylon, who art wasted: happy he, that repayeth thee thy recompense for what thou hast done to us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Happy he, that seizeth and dasheth thy babes against the rock.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.