< Job 6 >
1 Then answered Job, and said,
Men Job svarede og sagde:
2 Oh that my vexation could be truly weighed, and my calamity; oh that men might lift it up in the balances at once!
Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
3 For now it is already heavier than the sand of the sea: therefore are my words confused.
Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
4 For the arrows of the Almighty are within me, the poison whereof my spirit drinketh it: the terrors of God set themselves in array against me.
Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
5 Doth the wild ass bray over the grass? or loweth the ox over his fodder?
Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
6 Is ever tasteless food eaten without salt? or is there any flavor in the white of an egg?
Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
7 My soul refuseth to touch them: they are unto me like disgusting food.
Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
8 Oh that some one would grant the accomplishment of my request; and that God would grant me the fulfillment of my hope!
Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
9 Yea, that it would please God that he might crush me: that he would let loose his hand, and make an end of me!
og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
10 Then would this be still my comfort; yea, I would rejoice in my pain while be would not spare: that I have not gainsaid the commands of the Holy One.—
Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
11 What is my strength, that I should wait? and what my end, that I should yet longer retain my patience?
Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 Is the strength of stones my strength? or is my flesh brazen?
Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
13 Truly, am I not without my help in me? and is not wise counsel driven far away from me?
Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
14 As though I were one who refuseth kindness to his friend, and forsaketh the fear of the Almighty:
Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
15 My brothers are treacherous as a brook, like flowing brooks they pass along;
Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
16 Which are made turbid by reason of the ice, wherein the snow hideth itself;
de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
17 At the time when they feel the warmth, they vanish; when it is hot, they are quenched out of their place.
Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
18 The paths of their course wind themselves along; they go in the wilderness and are lost.
Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
19 The caravans of Thema look hither, the travelling companies Sheba hope for them;
Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
20 But they stand ashamed because they had trusted; they come thither and are made to blush.
De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
21 For truly now ye are like such a one: ye see my terrible state and are afraid.
Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
22 Have I then ever said, Give me something, and out of your property offer a bribe in my behalf?
Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
23 And deliver me from the hand of the adversary? and redeem from the hand of tyrants?
eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
24 Teach me, and I will indeed remain silent; and wherein I erred give me to understand.
Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
25 How pleasant are straightforward words! but what doth arguing prove?
Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
26 Do ye think to reprove words, and [to regard] as wind the speeches of one that is despairing?
Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
27 Yea, ye would cast any thing upon the fatherless, and ye would dig a pit against your friend.
Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
28 But now, if it please you, turn yourselves toward me, and [say] whether I would lie before your face.
Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
29 Reflect again, I pray you, there will be no wrong: yea, reflect once more, my righteousness [will be found] therein.
Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
30 Is there any wrong on my tongue? or should my palate not understand [if I spoke] what is iniquitous?
Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?