< Job 4 >

1 Then answered Eliphaz the Themanite, and said,
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 If we essay to address a word to thee, wilt thou be wearied? yet who is able to refrain from speaking?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Behold, thou hast [ere this] corrected many, and weak hands thou wast wont to strengthen.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Him that stumbled thy words used to uphold, and to sinking knees thou gavest vigor.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5 Yet now, when it cometh to thee, thou art wearied: it toucheth even thee, and thou art terrified.
Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Is not then thy fear of God still thy confidence, thy hope equal to the integrity of thy ways?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7 Remember, I pray thee, who ever perished, being innocent? or where were the righteous destroyed?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Even as I have seen, that those who plough wrong-doing, and sow trouble, have to reap the same.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
9 Before the breathing of God they perish, and before the breath of his nostrils they come to their end.
For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10 The roaring of the lion, and the voice of the fierce lion, and the teeth of the young lions, are broken.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11 The old lion perisheth for lack of prey, and the whelps of the lioness have to scatter themselves abroad.
Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12 But to me a word came by stealth, and my ear took in a scarcely perceptible whisper thereof.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 In intense thoughts out of visions of the night, when deep sleep falleth on men:
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 Dread came over me, with trembling, and it caused all my bones to shudder.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Then flitted a spirit past before my face; the hair of my body stood up:
et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16 It stood still, but I could not recognize its form; a figure was before my eyes, a slight whisper, then a [louder] voice I heard, saying,
Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 Can a mortal be more righteous than God? or can a man be more pure than his Maker?
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Behold, in his servants he putteth no trust, and his angels he chargeth with folly:
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 How much less in those that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, who are crushed till they come to be eaten by the moth?
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 From morning to evening are they broken to pieces: without laying it [to heart] they perish for ever.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21 Behold, their excellency which is in them is torn away: they die, and this without wisdom.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

< Job 4 >