< Job 29 >
1 And Job continued to take up his parable, and said,
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 Who will give me back months like those which are past, days like those when God guarded me;
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 When his lamp shone over my head, when by his light I could walk in darkness;
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 As I was in the days of my abundance, when the confidence of God was upon my tent:
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 When the Almighty was yet with me, when my servants stood round about me;
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 When I bathed my steps in cream, and the rock poured out near me streamlets of oil!
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 When I went out to the gate close by the city, when in the open place I established my seat:
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 Young men saw me, and hid themselves; and the aged rose up, and remained standing;
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Princes stopped in the midst of [their] words, and laid their hand on their mouth:
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 The voice of nobles was arrested, and their tongue cleaved to their palate.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 For the ear that heard me called me happy; and the eye that saw me bore witness for me;
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 Because I delivered the poor that cried, and the fatherless, yea, that had none to help him.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 The blessing of him that was ready to perish came upon me; and the heart of the widow I caused to sing for joy.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 I took righteousness as my garment, and it clothed me: as a robe and a mitre was justice unto me.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 Eyes was I to the blind; and feet to the lame was I.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 A father was I to the needy; and the cause of him I knew not I used to investigate.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 And I broke the cutting-teeth of the wrong-doer, and out of his teeth I cast down his prey.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 And I said then, “In the midst of my nest shall I depart hence, and like the sand shall I have many days.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 My root will stand open for the water, and the dew will lodge on my boughs.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 My glory will ever be new with me, and my bow will acquire fresh strength in my hand.”
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Unto me men listened, and waited, and watched in silence for my counsel
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 After my words they made no reply, and my speech dropped on them [like dew].
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 And they waited for me as for the rain, and they opened wide their mouth as for the latter rain.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 I smiled on those that had lost their confidence; and the light of my countenance they never cast down.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 I chose their way for them, and I sat as chief, and dwelt as king in his army, as one that comforteth mourners.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.