< Job 19 >

1 Then answered Job, and said,
Men Job svarede og sagde:
2 How long will ye grieve my soul, and crush me with words?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 These ten times have ye reproached me: ye are not ashamed when ye show yourselves as strangers to me.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Yea, if it be indeed that I have erred, let my error remain with myself.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 But if indeed ye wish to magnify yourselves above me, and to prove against me my disgrace:
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Then know for certain that God hath bent me down, and hath laid his net all around me.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Behold, I cry out concerning the violence [done me], but I am not answered: I entreat aloud, but there is no justice.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 My road hath he fenced up, so that I cannot pass out; and on my paths he placeth darkness.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 My glory hath he stripped from me, and removed the crown of my head.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 He hath pulled me down on every side, and I am going hence; and he hath rooted up like a tree my hope.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 He hath also kindled against me his wrath, and he counteth me with himself as one of his adversaries.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Altogether come on his troops, and make level against me their way, and encamp round about my tent.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 My brothers hath he removed far from me, and my acquaintance are entirely estranged from me.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 My near of kin have withdrawn, and those befriended by me have forgotten me.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Ye that sojourn in my house, and my maid-servants, regard me as a stranger: an alien am I become in their eyes.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 I call for my servant, but he will not answer, though I were to entreat him with my mouth.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 My breath is become nauseous to my wife, and my caressing, to the children of my own body.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Yea, children even despise me: I rise up, but they speak against me.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 All that have had my confidence abominate me; and those whom I have loved are turned against me.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 To my skin and to my flesh my bones do cleave, and I must sustain myself with the gums of my teeth.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Spare me, spare me, O ye, my friends; for the hand of God hath touched me.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Why will ye persecute me as God [hath done], and will never be satisfied with my flesh?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Oh who would but grant, that my words might be written down! oh who would grant that they were entered in a book!
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 That they were hewn with an iron pen and [blackened with] lead for eternity in the hard rock!
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 And well I know that my redeemer liveth, and that he will remain as the last after the creatures of the dust [are passed away];
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 And after my skin is cut to pieces will this be: and then freed from my body shall I behold God;
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Whom I shall myself behold to my happiness, and whom my eyes will see, and not as a stranger, [when even] my reins are consumed within my bosom.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 But if ye should say, How will we pursue him? seeing the root of the matter is found in me:
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 Then have dread for yourselves of the sword; for the wrath [which ye excite] is an iniquity that bringeth the sword; in order that ye may know there is one that judgeth [in the world].
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

< Job 19 >