Job 16
1 Then answered Job, and said,
Da svarede Job og sagde:
2 I have heard many things such as these: troublesome comforters are ye all.
Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
3 Shall there be any end to words of wind? or what compelleth thee that thou shouldst answer?
Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
4 I also could well speak as ye do: if your soul were but in my soul's stead, I could overwhelm you with words, and could shake my head at you.
Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
5 But I would strengthen you with my mouth, and the condolence of my lips should restrain [your grief].
Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
6 Though I were to speak, my pain would not be restrained; and though I should forbear, what will go away from me?
Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
7 But now he hath made me weary: thou hast made desolate all my company.
Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
8 And thou hast filled me with wrinkles, they are my witnesses; and my leanness riseth up for me, giveth its testimony to my face.
Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
9 In his wrath he teareth me to pieces, and assaileth me: he gnasheth over me with his teeth; my adversary sendeth threatening looks at me.
Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
10 They now open wide against me their mouth; reproachfully they smite my cheek: altogether do they assemble against me.
De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
11 God hath surrendered me to the unjust, and cast me down into the hands of the wicked.
Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
12 I was at ease, but he hath crushed me; he hath also grasped me by the neck, and shaken me to pieces, and set me up unto himself as a mark;
Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
13 His archers encompass me round about; he cleaveth my reins sunder, and doth not pity; he poureth out upon the ground my gall;
Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
14 He breaketh me down with breach upon breach; he runneth against me like a mighty man.
Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
15 Sackcloth have I sewed upon my skin, and my horn I roll in the dust.
Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
16 My face gloweth from weeping, and on my eyelids resteth the shadow of death:
Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
17 Not because any violence is in my hands, and while my prayer is pure.
skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
18 Earth! do thou not cover up my blood, and let no place restrain my cry.
O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
19 Even now, behold, my witness is in the heavens, and one that testifieth for me is on high.
Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
20 Are my friends my defenders? unto God my eye poureth out [its tears].
Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
21 And oh that a man might plead with God, as one son of earth with the other!
at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
22 For when the numbered years are passed, then must I travel a path whence I cannot return.
Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
