Job 10
1 My soul is disgusted with my life; I will give free vent to my complaint over myself; I will speak in the bitterness of my soul.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 I will say unto God, Do not condemn me; let me know for what cause thou contendest against me.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Is it well for thee that thou shouldst oppress, that thou shouldst reject the labor of thy hands, and shed light upon the counsel of the wicked?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Hast thou eyes of flesh? or wilt thou see as a mortal seeth?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Are thy days as the days of a mortal, or are thy years as the days of a man,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 That thou inquirest after my iniquity, and searchest after my sin?
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 Still it is within thy knowledge that I am not wicked, and there is none that can deliver me out of thy hand.
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Thy hands have carefully fashioned me and made me; every thing is in harmony all round about; and yet thou dost destroy me!
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Remember, I beseech thee, that as though I were clay hast thou made me; and wilt thou cause me to return again unto the dust?
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Behold, like milk didst thou pour me out, and like cheese didst thou curdle me.
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 With skin and flesh didst thou clothe me, and with bones and sinews didst thou cover me.
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Life and kindness didst thou grant me, and thy providence watched over my spirit.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 And yet these things hadst thou treasured up in thy heart: I know that this was [resolved] within thee.
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 If I have sinned, then dost thou watch me, and from my iniquity thou wilt not declare me guiltless.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 If I be wicked, woe unto me: and if I be righteous, I can still not lift up my head; I am sated with disgrace, and ever seeing my affliction;
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 And it constantly increaseth; like a fierce lion dost thou hunt for me; and again thou showest thyself continually wonderful on me;
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 Thou ever renewest thy witnesses against me, and causest thy indignation to grow strong against me; changes and multitudes [of sufferings] are around me.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Wherefore then didst thou bring me forth out of the womb? Oh that I had perished, and that no eye had seen me!
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 That I were as though I had not been, —had been borne from the womb to the grave.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Lo! my days are but few: cease, then, withdraw from me [thy hand], that I may recover my cheerfulness a little.
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 Before I go, and return not, to the land of darkness and the shadow of death,
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 A land of utter gloom, as of the darkness of the shadow of death, without any order, and the light of which is like utter gloom.
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
