Psalms 39
1 For the end, a Song of David, to Idithun. I said, I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue: I set a guard on my mouth, while the sinner stood in my presence.
(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
2 I was dumb, and humbled myself, and kept silence from good [words]; and my grief was renewed.
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
3 My heart grew hot within me, and a fire would kindle in my (meditation) I spoke with my tongue,
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
4 O Lord, make me to know mine end, and the number of my days, what it is; that I may know what I lack.
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
5 Behold, you have made my days old; and my existence [is] as nothing before you: nay, every man living [is] altogether vanity. (Pause)
Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)
6 Surely man walks in a shadow; nay, he is disquieted in vain: he lays up treasures, and knows not for whom he shall gather them.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
7 And now what [is] my expectation? [is it] not the Lord? and my ground [of hope] is with you. (Pause)
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
8 Deliver me from all my transgressions: you have made me a reproach to the foolish.
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
9 I was dumb, and opened not my mouth; for you are he that made me.
Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
10 Remove your scourges from me: I have fainted by reason of the strength of your hand.
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
11 You chasten man with rebukes for iniquity, and you make his life to consume away like a spider's web; nay, every man is disquieted in vain. (Pause)
Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)
12 O Lord, listen to my prayer and my supplication: attend to my tears: be not silent, for I am a sojourner in the land, and a stranger, as all my fathers [were].
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
13 Spare me, that I may be refreshed, before I depart, and be no more.
Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
