Job 17
1 I perish, carried away by the wind, and I seek for burial, and obtain [it] not.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Weary I entreat; and what have I done? and strangers have stolen my goods.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Who is this? let him join hands with me.
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 For you have hid their heart from wisdom; therefore you shall not exalt them.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 He shall promise mischief to [his] companions: but [their] eyes have failed for [their] children.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 But you has made me a byword amount the nations, and I am become a scorn to them.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 For my eyes are dimmed through pain; I have been grievously beset by all.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Wonder has seized true men upon this; and let the just rise up against the transgressor.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 But let the faithful hold on his own way, and let him that is pure of hands take courage.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Howbeit, do you all strengthen [yourselves] and come now, for I do not find truth in you.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 My days have passed in groaning, and my heart-strings are broken.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 I have turned the night into day: the light is short because of darkness.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 I have called upon death to be my father, and corruption [to be] my mother and sister.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Where then is yet my hope? or [where] shall I see my good?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
