Psalms 39
1 To the chief Musician, [even] to Jeduthun, A Psalm of David. I said, I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue: I will keep my mouth with a bridle, while the wicked is before me.
Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 I was dumb with silence, I held my peace, [even] from good; and my sorrow was stirred.
Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«
3 My heart was hot within me, while I was musing the fire burned: [ then] spake I with my tongue,
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,
4 LORD, make me to know mine end, and the measure of my days, what it [is; that] I may know how frail I [am].
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Behold, thou hast made my days [as] an handbreadth; and mine age [is] as nothing before thee: verily every man at his best state [is] altogether vanity. (Selah)
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6 Surely every man walketh in a vain shew: surely they are disquieted in vain: he heapeth up [riches], and knoweth not who shall gather them.
Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)
7 And now, Lord, what wait I for? my hope [is] in thee.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.
8 Deliver me from all my transgressions: make me not the reproach of the foolish.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.
9 I was dumb, I opened not my mouth; because thou didst [it].
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!
10 Remove thy stroke away from me: I am consumed by the blow of thine hand.
Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.
11 When thou with rebukes dost correct man for iniquity, thou makest his beauty to consume away like a moth: surely every man [is] vanity. (Selah)
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.
12 Hear my prayer, O LORD, and give ear unto my cry; hold not thy peace at my tears: for I [am] a stranger with thee, [and] a sojourner, as all my fathers [were].
Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)
13 O spare me, that I may recover strength, before I go hence, and be no more.
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!
