Psalms 38
1 A Psalm of David, to bring to remembrance. O LORD, rebuke me not in thy wrath: neither chasten me in thy hot displeasure.
En Psalme af David; til Ihukommelse.
2 For thine arrows stick fast in me, and thy hand presseth me sore.
Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.
3 [There is] no soundness in my flesh because of thine anger; neither [is there any] rest in my bones because of my sin.
Thi dine Pile ere dybt nedtrykte i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.
4 For mine iniquities are gone over mine head: as an heavy burden they are too heavy for me.
Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.
5 My wounds stink [and] are corrupt because of my foolishness.
Thi mine Misgerninger ere gaaede mig over Hovedet; de ere blevne mig for svare som en svar Byrde.
6 I am troubled; I am bowed down greatly; I go mourning all the day long.
Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld.
7 For my loins are filled with a loathsome [disease: ] and [there is] no soundness in my flesh.
Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder.
8 I am feeble and sore broken: I have roared by reason of the disquietness of my heart.
Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.
9 Lord, all my desire [is] before thee; and my groaning is not hid from thee.
Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro.
10 My heart panteth, my strength faileth me: as for the light of mine eyes, it also is gone from me.
Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
11 My lovers and my friends stand aloof from my sore; and my kinsmen stand afar off.
Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.
12 They also that seek after my life lay snares [for me: ] and they that seek my hurt speak mischievous things, and imagine deceits all the day long.
Mine Venner og mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte.
13 But I, as a deaf [man], heard not; and [I was] as a dumb man [that] openeth not his mouth.
Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig.
14 Thus I was as a man that heareth not, and in whose mouth [are] no reproofs.
Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund.
15 For in thee, O LORD, do I hope: thou wilt hear, O Lord my God.
Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund.
16 For I said, [Hear me], lest [otherwise] they should rejoice over me: when my foot slippeth, they magnify [themselves] against me.
Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre.
17 For I [am] ready to halt, and my sorrow [is] continually before me.
Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig.
18 For I will declare mine iniquity; I will be sorry for my sin.
Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.
19 But mine enemies [are] lively, [and] they are strong: and they that hate me wrongfully are multiplied.
Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd.
20 They also that render evil for good are mine adversaries; because I follow [the thing that] good [is].
Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som hade mig uden Skel.
21 Forsake me not, O LORD: O my God, be not far from me.
Og de, som betale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.
22 Make haste to help me, O Lord my salvation.
Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Frelse!
