Psalms 142

1 Maschil of David; A Prayer when he was in the cave. I cried unto the LORD with my voice; with my voice unto the LORD did I make my supplication.

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 I poured out my complaint before him; I shewed before him my trouble.

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 When my spirit was overwhelmed within me, then thou knewest my path. In the way wherein I walked have they privily laid a snare for me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 I looked on [my] right hand, and beheld, but [there was] no man that would know me: refuge failed me; no man cared for my soul.

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 I cried unto thee, O LORD: I said, Thou [art] my refuge [and] my portion in the land of the living.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 Attend unto my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 Bring my soul out of prison, that I may praise thy name: the righteous shall compass me about; for thou shalt deal bountifully with me.

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.