Job 9
1 Then Job answered and said,
Men Job svarede og sagde:
2 I know [it is] so of a truth: but how should man be just with God?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 If he will contend with him, he cannot answer him one of a thousand.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 [He is] wise in heart, and mighty in strength: who hath hardened [himself] against him, and hath prospered?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Which removeth the mountains, and they know not: which overturneth them in his anger.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Which shaketh the earth out of her place, and the pillars thereof tremble.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Which commandeth the sun, and it riseth not; and sealeth up the stars.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Which alone spreadeth out the heavens, and treadeth upon the waves of the sea.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Which maketh Arcturus, Orion, and Pleiades, and the chambers of the south.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Which doeth great things past finding out; yea, and wonders without number.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Lo, he goeth by me, and I see [him] not: he passeth on also, but I perceive him not.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Behold, he taketh away, who can hinder him? who will say unto him, What doest thou?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 [If] God will not withdraw his anger, the proud helpers do stoop under him.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 How much less shall I answer him, [and] choose out my words [to reason] with him?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Whom, though I were righteous, [yet] would I not answer, [but] I would make supplication to my judge.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 If I had called, and he had answered me; [yet] would I not believe that he had hearkened unto my voice.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 For he breaketh me with a tempest, and multiplieth my wounds without cause.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 He will not suffer me to take my breath, but filleth me with bitterness.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 If [I speak] of strength, lo, [he is] strong: and if of judgment, who shall set me a time [to plead]?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 If I justify myself, mine own mouth shall condemn me: [if I say], I [am] perfect, it shall also prove me perverse.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 [Though] I [were] perfect, [yet] would I not know my soul: I would despise my life.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 This [is] one [thing], therefore I said [it], He destroyeth the perfect and the wicked.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 If the scourge slay suddenly, he will laugh at the trial of the innocent.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 The earth is given into the hand of the wicked: he covereth the faces of the judges thereof; if not, where, [and] who [is] he?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Now my days are swifter than a post: they flee away, they see no good.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 They are passed away as the swift ships: as the eagle [that] hasteth to the prey.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 If I say, I will forget my complaint, I will leave off my heaviness, and comfort [myself: ]
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 I am afraid of all my sorrows, I know that thou wilt not hold me innocent.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 [If] I be wicked, why then labour I in vain?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 If I wash myself with snow water, and make my hands never so clean;
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Yet shalt thou plunge me in the ditch, and mine own clothes shall abhor me.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 For [he is] not a man, as I [am, that] I should answer him, [and] we should come together in judgment.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Neither is there any daysman betwixt us, [that] might lay his hand upon us both.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Let him take his rod away from me, and let not his fear terrify me:
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 [Then] would I speak, and not fear him; but [it is] not so with me.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
