Job 7
1 [Is there] not an appointed time to man upon earth? [are not] his days also like the days of an hireling?
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a servant earnestly desireth the shadow, and as an hireling looketh for [the reward of] his work:
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 So am I made to possess months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 When I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? and I am full of tossings to and fro unto the dawning of the day.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin is broken, and become loathsome.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days are swifter than a weaver’s shuttle, and are spent without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 O remember that my life [is] wind: mine eye shall no more see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 The eye of him that hath seen me shall see me no [more: ] thine eyes [are] upon me, and I [am] not.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
9 [As] the cloud is consumed and vanisheth away: so he that goeth down to the grave shall come up no [more]. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He shall return no more to his house, neither shall his place know him any more.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Therefore I will not refrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 [Am] I a sea, or a whale, that thou settest a watch over me?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I say, My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaint;
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Then thou scarest me with dreams, and terrifiest me through visions:
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 So that my soul chooseth strangling, [and] death rather than my life.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 I loathe [it; ] I would not live alway: let me alone; for my days [are] vanity.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What [is] man, that thou shouldest magnify him? and that thou shouldest set thine heart upon him?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 And [that] thou shouldest visit him every morning, [and] try him every moment?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long wilt thou not depart from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 I have sinned; what shall I do unto thee, O thou preserver of men? why hast thou set me as a mark against thee, so that I am a burden to myself?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 And why dost thou not pardon my transgression, and take away mine iniquity? for now shall I sleep in the dust; and thou shalt seek me in the morning, but I [shall] not [be].
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
