Job 31
1 I made a covenant with mine eyes; why then should I think upon a maid?
Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?
2 For what portion of God [is there] from above? and [what] inheritance of the Almighty from on high?
Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?
3 [Is] not destruction to the wicked? and a strange [punishment] to the workers of iniquity?
Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?
4 Doth not he see my ways, and count all my steps?
Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 If I have walked with vanity, or if my foot hath hasted to deceit;
Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,
6 Let me be weighed in an even balance, that God may know mine integrity.
— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —
7 If my step hath turned out of the way, and mine heart walked after mine eyes, and if any blot hath cleaved to mine hands;
dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:
8 [Then] let me sow, and let another eat; yea, let my offspring be rooted out.
Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.
9 If mine heart have been deceived by a woman, or [if] I have laid wait at my neighbour’s door;
Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:
10 [Then] let my wife grind unto another, and let others bow down upon her.
Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.
11 For this [is] an heinous crime; yea, it [is] an iniquity [to be punished by] the judges.
Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;
12 For it [is] a fire [that] consumeth to destruction, and would root out all mine increase.
thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.
13 If I did despise the cause of my manservant or of my maidservant, when they contended with me;
Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;
14 What then shall I do when God riseth up? and when he visiteth, what shall I answer him?
— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?
15 Did not he that made me in the womb make him? and did not one fashion us in the womb?
har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —
16 If I have withheld the poor from [their] desire, or have caused the eyes of the widow to fail;
dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 Or have eaten my morsel myself alone, and the fatherless hath not eaten thereof;
og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;
18 (For from my youth he was brought up with me, as [with] a father, and I have guided her from my mother’s womb; )
— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —
19 If I have seen any perish for want of clothing, or any poor without covering;
dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;
20 If his loins have not blessed me, and [if] he were [not] warmed with the fleece of my sheep;
dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;
21 If I have lifted up my hand against the fatherless, when I saw my help in the gate:
dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:
22 [Then] let mine arm fall from my shoulder blade, and mine arm be broken from the bone.
Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!
23 For destruction [from] God [was] a terror to me, and by reason of his highness I could not endure.
Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.
24 If I have made gold my hope, or have said to the fine gold, [Thou art] my confidence;
Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;
25 If I rejoiced because my wealth [was] great, and because mine hand had gotten much;
dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;
26 If I beheld the sun when it shined, or the moon walking [in] brightness;
dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,
27 And my heart hath been secretly enticed, or my mouth hath kissed my hand:
og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:
28 This also [were] an iniquity [to be punished by] the judge: for I should have denied the God [that is] above.
— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!
29 If I rejoiced at the destruction of him that hated me, or lifted up myself when evil found him:
dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;
30 Neither have I suffered my mouth to sin by wishing a curse to his soul.
— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —
31 If the men of my tabernacle said not, Oh that we had of his flesh! we cannot be satisfied.
dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?
32 The stranger did not lodge in the street: [but] I opened my doors to the traveller.
— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —
33 If I covered my transgressions as Adam, by hiding mine iniquity in my bosom:
dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,
34 Did I fear a great multitude, or did the contempt of families terrify me, that I kept silence, [and] went not out of the door?
fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —
35 Oh that one would hear me! behold, my desire [is, that] the Almighty would answer me, and [that] mine adversary had written a book.
Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;
36 Surely I would take it upon my shoulder, [and] bind it [as] a crown to me.
sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!
37 I would declare unto him the number of my steps; as a prince would I go near unto him.
Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.
38 If my land cry against me, or that the furrows likewise thereof complain;
Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;
39 If I have eaten the fruits thereof without money, or have caused the owners thereof to lose their life:
dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:
40 Let thistles grow instead of wheat, and cockle instead of barley. The words of Job are ended.
Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.
