Job 14
1 Man [that is] born of a woman [is] of few days, and full of trouble.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 He cometh forth like a flower, and is cut down: he fleeth also as a shadow, and continueth not.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 And dost thou open thine eyes upon such an one, and bringest me into judgment with thee?
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Who can bring a clean [thing] out of an unclean? not one.
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Seeing his days [are] determined, the number of his months [are] with thee, thou hast appointed his bounds that he cannot pass;
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Turn from him, that he may rest, till he shall accomplish, as an hireling, his day.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 For there is hope of a tree, if it be cut down, that it will sprout again, and that the tender branch thereof will not cease.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Though the root thereof wax old in the earth, and the stock thereof die in the ground;
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 [Yet] through the scent of water it will bud, and bring forth boughs like a plant.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 But man dieth, and wasteth away: yea, man giveth up the ghost, and where [is] he?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 [As] the waters fail from the sea, and the flood decayeth and drieth up:
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 So man lieth down, and riseth not: till the heavens [be] no more, they shall not awake, nor be raised out of their sleep.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 O that thou wouldest hide me in the grave, that thou wouldest keep me secret, until thy wrath be past, that thou wouldest appoint me a set time, and remember me! (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 If a man die, shall he live [again]? all the days of my appointed time will I wait, till my change come.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Thou shalt call, and I will answer thee: thou wilt have a desire to the work of thine hands.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 For now thou numberest my steps: dost thou not watch over my sin?
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 My transgression [is] sealed up in a bag, and thou sewest up mine iniquity.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 And surely the mountain falling cometh to nought, and the rock is removed out of his place.
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 The waters wear the stones: thou washest away the things which grow [out] of the dust of the earth; and thou destroyest the hope of man.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Thou prevailest for ever against him, and he passeth: thou changest his countenance, and sendest him away.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 His sons come to honour, and he knoweth [it] not; and they are brought low, but he perceiveth [it] not of them.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 But his flesh upon him shall have pain, and his soul within him shall mourn.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
