Job 10
1 My soul is weary of my life; I will leave my complaint upon myself; I will speak in the bitterness of my soul.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 I will say unto God, Do not condemn me; shew me wherefore thou contendest with me.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 [Is it] good unto thee that thou shouldest oppress, that thou shouldest despise the work of thine hands, and shine upon the counsel of the wicked?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Hast thou eyes of flesh? or seest thou as man seeth?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 [Are] thy days as the days of man? [are] thy years as man’s days,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 That thou enquirest after mine iniquity, and searchest after my sin?
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 Thou knowest that I am not wicked; and [there is] none that can deliver out of thine hand.
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Thine hands have made me and fashioned me together round about; yet thou dost destroy me.
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Remember, I beseech thee, that thou hast made me as the clay; and wilt thou bring me into dust again?
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Hast thou not poured me out as milk, and curdled me like cheese?
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 Thou hast clothed me with skin and flesh, and hast fenced me with bones and sinews.
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Thou hast granted me life and favour, and thy visitation hath preserved my spirit.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 And these [things] hast thou hid in thine heart: I know that this [is] with thee.
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 If I sin, then thou markest me, and thou wilt not acquit me from mine iniquity.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 If I be wicked, woe unto me; and [if] I be righteous, [yet] will I not lift up my head. [I am] full of confusion; therefore see thou mine affliction;
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 For it increaseth. Thou huntest me as a fierce lion: and again thou shewest thyself marvellous upon me.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 Thou renewest thy witnesses against me, and increasest thine indignation upon me; changes and war [are] against me.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Wherefore then hast thou brought me forth out of the womb? Oh that I had given up the ghost, and no eye had seen me!
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 I should have been as though I had not been; I should have been carried from the womb to the grave.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 [Are] not my days few? cease [then, and] let me alone, that I may take comfort a little,
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 Before I go [whence] I shall not return, [even] to the land of darkness and the shadow of death;
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 A land of darkness, as darkness [itself; and] of the shadow of death, without any order, and [where] the light [is] as darkness.
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
