Psalms 142

1 I cried unto the LORD with my voice; with my voice unto the LORD did I make my supplication.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 I poured out my complaint before him; I showed before him my trouble.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 When my spirit was overwhelmed within me, then you knew my path. In the way wherein I walked have they privately laid a snare for me.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 I looked on my right hand, and beheld, but there was no man that would know me: refuge failed me; no man cared for my soul.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I cried unto you, O LORD: I said, You are my refuge and my portion in the land of the living.

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Attend unto my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Bring my soul out of prison, that I may praise your name: the righteous shall compass me about; for you shall deal bountifully with me.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.