Job 10
1 My soul is weary of my life; I will leave my complaint upon myself; I will speak in the bitterness of my soul.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 I will say unto God, Do not condemn me; show me wherefore you contend with me.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Is it good unto you that you should oppress, that you should despise the work of your hands, and shine upon the counsel of the wicked?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Have you eyes of flesh? or see you as man sees?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Are your days as the days of man? are your years as man's days,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 That you enquire after mine iniquity, and search after my sin?
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 You know that I am not wicked; and there is none that can deliver out of your hand.
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 your hands have made me and fashioned me together round about; yet you do destroy me.
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Remember, I plead to you, that you have made me as the clay; and will you bring me into dust again?
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Have you not poured me out as milk, and curdled me like cheese?
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 You have clothed me with skin and flesh, and have fenced me with bones and sinews.
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 You have granted me life and favour, and your visitation has preserved my spirit.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 And these things have you hid in your heart: I know that this is with you.
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 If I sin, then you mark me, and you will not acquit me from mine iniquity.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 If I be wicked, woe unto me; and if I be righteous, yet will I not lift up my head. I am full of confusion; therefore see you mine affliction;
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 For it increases. You hunt me as a fierce lion: and again you show yourself marvellous upon me.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 You renew your witnesses against me, and increase your indignation upon me; changes and war are against me.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Wherefore then have you brought me forth out of the womb? Oh that I had given up the spirit, and no eye had seen me!
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 I should have been as though I had not been; I should have been carried from the womb to the grave.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Are not my days few? cease then, and let me alone, that I may take comfort a little,
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 Before I go whence I shall not return, even to the land of darkness and the shadow of death;
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 A land of darkness, as darkness itself; and of the shadow of death, without any order, and where the light is as darkness.
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
