< Job 30 >

1 But now they that are younger than I have me in derision, whose fathers I would have disdained to have set with the dogs of my flock.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Yea, whereto might the strength of their hands profit me, in whom old age was perished?
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 For want and famine they were solitary; fleeing into the wilderness in former time desolate and waste.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Who cut up mallows by the bushes, and juniper roots for their meat.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 They were driven forth from among men, ( they cried after them as after a thief; )
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 To dwell in the clifts of the valleys, in caves of the earth, and in the rocks.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Among the bushes they brayed; under the nettles they were gathered together.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 They were children of fools, yea, children of base men: they were viler than the earth.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 And now am I their song, yea, I am their byword.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 They abhor me, they flee far from me, and spare not to spit in my face.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Because he hath loosed my cord, and afflicted me, they have also let loose the bridle before me.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 Upon my right hand rise the youth; they push away my feet, and they raise up against me the ways of their destruction.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 They mar my path, they set forward my calamity, they have no helper.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 They came upon me as a wide breaking in of waters: in the desolation they rolled themselves upon me.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Terrors are turned upon me: they pursue my soul as the wind: and my welfare passeth away as a cloud.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 And now my soul is poured out upon me; the days of affliction have taken hold upon me.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 My bones are pierced in me in the night season: and my sinews take no rest.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 By the great force of my disease is my garment changed: it bindeth me about as the collar of my coat.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 He hath cast me into the mire, and I am become like dust and ashes.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 I cry unto thee, and thou dost not hear me: I stand up, and thou regardest me not.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Thou art become cruel to me: with thy strong hand thou opposest thyself against me.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Thou liftest me up to the wind; thou causest me to ride upon it, and dissolvest my substance.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 For I know that thou wilt bring me to death, and to the house appointed for all living.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Howbeit he will not stretch out his hand to the grave, though they cry in his destruction.
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Did not I weep for him that was in trouble? was not my soul grieved for the poor?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 When I looked for good, then evil came unto me: and when I waited for light, there came darkness.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 My bowels boiled, and rested not: the days of affliction prevented me.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 I went mourning without the sun: I stood up, and I cried in the congregation.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 I am a brother to dragons, and a companion to owls.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 My skin is black upon me, and my bones are burned with heat.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 My harp also is turned to mourning, and my organ into the voice of them that weep.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

< Job 30 >