Psalms 142

1 I CRIED unto the Lord with my voice; with my voice unto the Lord did I make my supplication.

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 I poured out my complaint before him; I shewed before him my trouble.

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 When my spirit was overwhelmed within me, then thou knewest my path. In the way wherein I walked have they privily laid a snare for me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 I looked on my right hand, and beheld, but there was no man that would know me: refuge failed me; no man cared for my soul.

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 I cried unto thee, O Lord: I said, Thou art my refuge and my portion in the land of the living.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 Attend unto my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 Bring my soul out of prison, that I may praise thy name: the righteous shall compass me about; for thou shalt deal bountifully with me.

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.