Psalms 69
1 For the Leader; upon Shoshannim. A Psalm of David. Save me, O God; for the waters are come in even unto the soul.
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
2 I am sunk in deep mire, where there is no standing; I am come into deep waters, and the flood overwhelmeth me.
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 I am weary of my crying; my throat is dried; mine eyes fail while I wait for my God.
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 They that hate me without a cause are more than the hairs of my head; they that would cut me off, being mine enemies wrongfully, are many; should I restore that which I took not away?
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 O God, Thou knowest my folly; and my trespasses are not hid from Thee.
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 Let not them that wait for Thee be ashamed through me, O Lord GOD of hosts; let not those that seek Thee be brought to confusion through me, O God of Israel.
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 Because for Thy sake I have borne reproach; confusion hath covered my face.
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 I am become a stranger unto my brethren, and an alien unto my mother's children.
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 Because zeal for Thy house hath eaten me up, and the reproaches of them that reproach Thee are fallen upon me.
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 And I wept with my soul fasting, and that became unto me a reproach.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 I made sackcloth also my garment, and I became a byword unto them.
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 They that sit in the gate talk of me; and I am the song of the drunkards.
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 But as for me, let my prayer be unto Thee, O LORD, in an acceptable time; O God, in the abundance of Thy mercy, answer me with the truth of Thy salvation.
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Deliver me out of the mire, and let me not sink; let me be delivered from them that hate me, and out of the deep waters.
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 Let not the waterflood overwhelm me, neither let the deep swallow me up; and let not the pit shut her mouth upon me.
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Answer me, O LORD, for Thy mercy is good; according to the multitude of Thy compassions turn Thou unto me.
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 And hide not Thy face from Thy servant; for I am in distress; answer me speedily.
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 Draw nigh unto my soul, and redeem it; ransom me because of mine enemies.
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Thou knowest my reproach, and my shame, and my confusion; mine adversaries are all before Thee.
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Reproach hath broken my heart; and I am sore sick; and I looked for some to show compassion, but there was none; and for comforters, but I found none.
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 Yea, they put poison into my food; and in my thirst they gave me vinegar to drink.
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 Let their table before them become a snare; and when they are in peace, let it become a trap.
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 Let their eyes be darkened, that they see not; and make their loins continually to totter.
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Pour out Thine indignation upon them, and let the fierceness of Thine anger overtake them.
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 Let their encampment be desolate; let none dwell in their tents.
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 For they persecute him whom Thou hast smitten; and they tell of the pain of those whom Thou hast wounded.
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 Add iniquity unto their iniquity; and let them not come into Thy righteousness.
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 Let them be blotted out of the book of the living, and not be written with the righteous.
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 But I am afflicted and in pain; let Thy salvation, O God, set me up on high.
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 I will praise the name of God with a song, and will magnify Him with thanksgiving.
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 And it shall please the LORD better than a bullock that hath horns and hoofs.
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 The humble shall see it, and be glad; ye that seek after God, let your heart revive.
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 For the LORD hearkeneth unto the needy, and despiseth not His prisoners.
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 Let heaven and earth praise Him, the seas, and every thing that moveth therein.
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 For God will save Zion, and build the cities of Judah; and they shall abide there, and have it in possession.
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 The seed also of His servants shall inherit it; and they that love His name shall dwell therein.
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
