Psalms 42

1 BOOK II For the Leader; Maschil of the sons of Korah. As the hart panteth after the water brooks, so panteth my soul after Thee, O God.

Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

2 My soul thirsteth for God, for the living God: 'When shall I come and appear before God?'

Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

3 My tears have been my food day and night, while they say unto me all the day: 'Where is Thy God?'

Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?

4 These things I remember, and pour out my soul within me, how I passed on with the throng, and led them to the house of God, with the voice of joy and praise, a multitude keeping holyday.

Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«

5 Why art thou cast down, O my soul? and why moanest thou within me? Hope thou in God; for I shall yet praise Him for the salvation of His countenance.

Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.

6 O my God, my soul is cast down within me; therefore do I remember Thee from the land of Jordan, and the Hermons, from the hill Mizar.

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

7 Deep calleth unto deep at the voice of Thy cataracts; all Thy waves and Thy billows are gone over me.

Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.

8 By day the LORD will command His lovingkindness, and in the night His song shall be with me, even a prayer unto the God of my life.

Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

9 I will say unto God my Rock: 'Why hast Thou forgotten me? Why go I mourning under the oppression of the enemy?'

Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

10 As with a crushing in my bones, mine adversaries taunt me; while they say unto me all the day: 'Where is Thy God?'

Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

11 Why art thou cast down, O my soul? and why moanest thou within me? Hope thou in God; for I shall yet praise Him, the salvation of my countenance, and my God.

Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!