Psalms 142

1 Maschil of David, when he was in the cave; a Prayer. With my voice I cry unto the LORD; with my voice I make supplication unto the LORD.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 I pour out my complaint before Him, I declare before Him my trouble;

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 When my spirit fainteth within me — Thou knowest my path — in the way wherein I walk have they hidden a snare for me.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Look on my right hand, and see, for there is no man that knoweth me; I have no way to flee; no man careth for my soul.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I have cried unto Thee, O LORD; I have said: 'Thou art my refuge, my portion in the land of the living.'

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Attend unto my cry; for I am brought very low; deliver me from my persecutors; for they are too strong for me.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Bring my soul out of prison, that I may give thanks unto Thy name; the righteous shall crown themselves because of me; for Thou wilt deal bountifully with me.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.