Psalms 142

1 Maschil of David, when he was in the cave; a Prayer. With my voice I cry unto the LORD; with my voice I make supplication unto the LORD.

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 I pour out my complaint before Him, I declare before Him my trouble;

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 When my spirit fainteth within me — Thou knowest my path — in the way wherein I walk have they hidden a snare for me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 Look on my right hand, and see, for there is no man that knoweth me; I have no way to flee; no man careth for my soul.

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 I have cried unto Thee, O LORD; I have said: 'Thou art my refuge, my portion in the land of the living.'

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 Attend unto my cry; for I am brought very low; deliver me from my persecutors; for they are too strong for me.

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 Bring my soul out of prison, that I may give thanks unto Thy name; the righteous shall crown themselves because of me; for Thou wilt deal bountifully with me.

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.