Job 9
1 Then Job answered and said:
Men Job svarede og sagde:
2 Of a truth I know that it is so; and how can man be just with God?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 If one should desire to contend with Him, he could not answer Him one of a thousand.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 He is wise in heart, and mighty in strength; who hath hardened himself against Him, and prospered?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Who removeth the mountains, and they know it not, when He overturneth them in His anger.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Who shaketh the earth out of her place, and the pillars thereof tremble.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Who commandeth the sun, and it riseth not; and sealeth up the stars.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Who alone stretcheth out the heavens, and treadeth upon the waves of the sea.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Who maketh the Bear, Orion, and the Pleiades, and the chambers of the south.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Who doeth great things past finding out; yea, marvellous things without number.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Lo, He goeth by me, and I see Him not. He passeth on also, but I perceive Him not.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Behold, He snatcheth away, who can hinder Him? Who will say unto Him: 'What doest Thou?'
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 God will not withdraw His anger; the helpers of Rahab did stoop under Him.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 How much less shall I answer Him, and choose out my arguments with Him?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Whom, though I were righteous, yet would I not answer; I would make supplication to Him that contendeth with me.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 If I had called, and He had answered me; yet would I not believe that He would hearken unto my voice —
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 He that would break me with a tempest, and multiply my wounds without cause;
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 That would not suffer me to take my breath, but fill me with bitterness.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 If it be a matter of strength, lo, He is mighty! and if of justice, who will appoint me a time?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 Though I be righteous, mine own mouth shall condemn me; though I be innocent, He shall prove me perverse.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 I am innocent — I regard not myself, I despise my life.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 It is all one — therefore I say: He destroyeth the innocent and the wicked.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 If the scourge slay suddenly, He will mock at the calamity of the guiltless.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 The earth is given into the hand of the wicked; he covereth the faces of the judges thereof; if it be not He, who then is it?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Now my days are swifter than a runner; they flee away, they see no good.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 They are passed away as the swift ships; as the vulture that swoopeth on the prey.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 If I say: 'I will forget my complaint, I will put off my sad countenance, and be of good cheer',
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 I am afraid of all my pains, I know that Thou wilt not hold me guiltless.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 I shall be condemned; why then do I labour in vain?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 If I wash myself with snow water, and make my hands never so clean;
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Yet wilt Thou plunge me in the ditch, and mine own clothes shall abhor me.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 For He is not a man, as I am, that I should answer Him, that we should come together in judgment.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 There is no arbiter betwixt us, that might lay his hand upon us both.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Let Him take His rod away from me, and let not His terror make me afraid;
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Then would I speak, and not fear Him; for I am not so with myself.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
