Job 19
1 Then Job answered and said:
Men Job svarede og sagde:
2 How long will ye vex my soul, and crush me with words?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 These ten times have ye reproached me; ye are not ashamed that ye deal harshly with me.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 And be it indeed that I have erred, mine error remaineth with myself.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 If indeed ye will magnify yourselves against me, and plead against me my reproach;
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Know now that God hath subverted my cause, and hath compassed me with His net.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Behold, I cry out: 'Violence!' but I am not heard; I cry aloud, but there is no justice.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 He hath fenced up my way that I cannot pass, and hath set darkness in my paths.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 He hath stripped me of my glory, and taken the crown from my head.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 He hath broken me down on every side, and I am gone; and my hope hath He plucked up like a tree.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 He hath also kindled His wrath against me, and He counteth me unto Him as one of His adversaries.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 His troops come on together, and cast up their way against me, and encamp round about my tent.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 He hath put my brethren far from me, and mine acquaintance are wholly estranged from me.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 My kinsfolk have failed, and my familiar friends have forgotten me.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 They that dwell in my house, and my maids, count me for a stranger; I am become an alien in their sight.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 I call unto my servant, and he giveth me no answer, though I entreat him with my mouth.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 My breath is abhorred of my wife, and I am loathsome to the children of my tribe.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Even urchins despised me; if I arise, they speak against me.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 All my intimate friends abhor me; and they whom I loved are turned against me.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 My bone cleaveth to my skin and to my flesh, and I am escaped with the skin of my teeth.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Have pity upon me, have pity upon me, O ye my friends; for the hand of God hath touched me.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Why do ye persecute me as God, and are not satisfied with my flesh?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Oh that my words were now written! Oh that they were inscribed in a book!
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 That with an iron pen and lead they were graven in the rock for ever!
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 But as for me, I know that my Redeemer liveth, and that He will witness at the last upon the dust;
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 And when after my skin this is destroyed, then without my flesh shall I see God;
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Whom I, even I, shall see for myself, and mine eyes shall behold, and not another's. My reins are consumed within me.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 If ye say: 'How we will persecute him!' seeing that the root of the matter is found in me;
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 Be ye afraid of the sword; for wrath bringeth the punishments of the sword, that ye may know there is a judgment.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
