Psalms 137

1 By the riuers of Babel we sate, and there wee wept, when we remembred Zion.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

2 Wee hanged our harpes vpon the willowes in the middes thereof.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 Then they that ledde vs captiues, required of vs songs and mirth, when wee had hanged vp our harpes, saying, Sing vs one of the songs of Zion.

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

4 Howe shall we sing, said we, a song of the Lord in a strange land?

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

5 If I forget thee, O Ierusalem, let my right hand forget to play.

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 If I do not remember thee, let my tongue cleaue to the roofe of my mouth: yea, if I preferre not Ierusalem to my chiefe ioy.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Remember the children of Edom, O Lord, in the day of Ierusalem, which saide, Rase it, rase it to the foundation thereof.

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

8 O daughter of Babel, worthy to be destroyed, blessed shall he be that rewardeth thee, as thou hast serued vs.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 Blessed shall he be that taketh and dasheth thy children against the stones.

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!