< Luke 8 >

1 And it came to passe afterwarde, that hee himselfe went through euery citie and towne, preaching and publishing the kingdome of God, and the twelue were with him,
Og det skete i Tiden derefter, at han rejste igennem Byer og Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og med ham de tolv
2 And certaine women, which were healed of euill spirites, and infirmities, as Mary which was called Magdalene, out of whom went seuen deuils,
og nogle Kvinder, som vare helbredede fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Aander vare udfarne;
3 And Ioanna the wife of Chuza Herods steward, and Susanna, and many other which ministred vnto him of their substance.
og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange andre, som tjente dem med, hvad de ejede.
4 Nowe when much people were gathered together, and were come vnto him out of all cities, he spake by a parable.
Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse:
5 A sower went out to sowe his seede, and as he sowed, some fell by the wayes side, and it was troden vnder feete, and the foules of heauen deuoured it vp.
„En Sædemand gik ud at saa sin Sæd; og idet han saaede, faldt noget ved Vejen og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op.
6 And some fell on the stones, and when it was sprong vp, it withered away, because it lacked moystnesse.
Og noget faldt paa Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde.
7 And some fell among thornes, and the thornes sprang vp with it, and choked it.
Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det.
8 And some fell on good ground, and sprang vp, and bare fruite, an hundreth folde. And as hee sayd these things, he cryed, He that hath eares to heare, let him heare.
Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt.” Da han sagde dette, raabte han: „Den, som har Øren at høre med, han høre!”
9 Then his disciples asked him, demaunding what parable that was.
Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betyde?
10 And he sayd, Vnto you it is giuen to know the secrets of ye kingdome of God, but to other in parables, that when they see, they shoulde not see, and when they heare, they should not vnderstand.
Og han sagde: „Eder er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstaa.
11 The parable is this, The seede is the worde of God.
Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.
12 And they that are beside the way, are they that heare: afterward commeth the deuill, and taketh away the worde out of their hearts, least they should beleeue, and be saued.
Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro og blive frelste.
13 But they that are on the stones, are they which when they haue heard, receiue ye word with ioy: but they haue no rootes: which for a while beleeue, but in the time of tentation goe away.
Men de paa Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.
14 And that which fell among thornes, are they which haue heard, and after their departure are choked with cares and with riches, and voluptuous liuing, and bring forth no fruite.
Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og saa gaa hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bære moden Frugt.
15 But that which fell in good ground, are they which with an honest and good heart heare the worde, and keepe it, and bring forth fruite with patience.
Men det i den gode Jord, det er dem, som, naar de have hørt Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Udholdenhed.
16 No man when he hath lighted a candle, couereth it vnder a vessell, neither putteth it vnder the bed, but setteth it on a candlesticke, that they that enter in, may see the light.
Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, for at de, som komme ind, kunne se Lyset.
17 For nothing is secret, that shall not be euident: neither any thing hid, that shall not be knowen, and come to light.
Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive aabenbart; og ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset.
18 Take heede therefore how ye heare: for whosoeuer hath, to him shall be giuen: and whosoeuer hath not, from him shalbe taken euen that which it seemeth that he hath.
Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.”
19 Then came to him his mother and his brethren, and could not come neere to him for the preasse.
Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke naa frem til ham for Skaren.
20 And it was tolde him by certaine which said, Thy mother and thy brethren stand without, and would see thee.
Og det blev ham meddelt: „Din Moder og dine Brødre staa udenfor og begære at se dig.”
21 But he answered, and sayd vnto them, My mother and my brethren are these which heare the worde of God, and doe it.
Men han svarede og sagde til dem: „Min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gøre efter det.”
22 And it came to passe on a certaine day, that he went into a ship with his disciples, and he sayd vnto them, Let vs goe ouer vnto the other side of the lake. And they lanched forth.
Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige med sine Disciple, og han sagde til dem: „Lader os fare over til hin Side af Søen;” og de sejlede ud.
23 And as they sayled, he fell a sleepe, and there came downe a storme of winde on the lake, and they were filled with water, and were in ieopardie.
Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
24 Then they went to him, and awoke him, saying, Master, Master, we perish. And he arose, and rebuked the winde, and the waues of water: and they ceased, and it was calme.
Da traadte de hen og vækkede ham og sagde: „Mester, Mester! vi forgaa.” Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25 Then he sayde vnto them, Where is your fayth? and they feared, and wondered among them selues, saying, Who is this that commandeth both the windes and water, and they obey him!
Og han sagde til dem: „Hvor er eders Tro?” Men de frygtede og undrede sig og sagde til hverandre: „Hvem er dog denne, siden han byder baade over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?”
26 So they sailed vnto the region of the Gadarenes, which is ouer against Galile.
Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over for Galilæa.
27 And as he went out to land, there met him a certaine man out of the citie, which had deuils long time, and he ware no garment, neither abode in house, but in the graues.
Men da han traadte ud paa Landjorden, mødte der ham en Mand fra Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Aander og ikke havde haft Klæder paa og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene.
28 And when he sawe Iesus, he cryed out and fell downe before him, and with a loude voyce sayd, What haue I to doe with thee, Iesus the Sonne of God the most High? I beseech thee torment me not.
Men da han saa Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høj Røst: „Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig.”
29 For he commanded ye foule spirit to come out of the man: (for oft times he had caught him: therefore he was bound with chaines, and kept in fetters: but he brake the bands, and was caried of the deuill into wildernesses.)
Thi han bød den urene Aand at fare ud af Manden; thi i lange Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med, og dreves af den onde Aand ud i Ørkenerne.
30 Then Iesus asked him, saying, What is thy name? and he sayd, Legion, because many deuils were entred into him.
Men Jesus spurgte ham og sagde: „Hvad er dit Navn?” Men han sagde: „Legion”; thi mange onde Aander vare farne i ham.
31 And they besought him, that he would not commaund them to goe out into the deepe. (Abyssos g12)
Og de bade ham om, at han ikke vilde byde dem at fare ned i Afgrunden; (Abyssos g12)
32 And there was there by, an hearde of many swine, feeding on an hill: and the deuils besought him, that he would suffer them to enter into them. So he suffered them.
men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det.
33 Then went the deuils out of the man, and entred into the swine: and the hearde was caried with violence from a steepe downe place into the lake, and was choked.
Men de onde Aander fore ud af Manden og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede.
34 When the heardmen sawe what was done, they fled: and when they were departed, they tolde it in the citie and in the countrey.
Men da Hyrderne saa det, som var sket, flyede de og forkyndte det i Byen og paa Landet.
35 Then they came out to see what was done, and came to Iesus, and found the man, out of whom the deuils were departed, sitting at the feete of Iesus, clothed, and in his right minde: and they were afrayd.
Da gik de ud for at se det, som var sket, og de kom til Jesus og fandt Manden, af hvem de onde Aander vare udfarne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Samling; og de frygtede.
36 They also which saw it, tolde them by what meanes he that was possessed with the deuill, was healed.
Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte var bleven frelst.
37 Then the whole multitude of the countrey about the Gadarenes, besought him that he would depart from them: for they were taken with a great feare: and he went into the ship, and returned.
Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde gaa bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik om Bord i et Skib og vendte tilbage igen.
38 Then the man, out of whome the deuils were departed, besought him that hee might be with him: but Iesus sent him away, saying,
Men Manden, af hvem de onde Aander vare udfarne, bad ham om, at han maatte være hos ham; men han lod ham fare og sagde:
39 Returne into thine owne house, and shewe what great things God hath done to thee. So hee went his way, and preached throughout all the citie, what great things Iesus had done vnto him.
„Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort imod dig.” Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham.
40 And it came to passe, when Iesus was come againe, that the people receiued him: for they all waited for him.
Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de ventede alle paa ham.
41 And beholde, there came a man named Iairus, and he was the ruler of the Synagogue, who fell downe at Iesus feete, and besought him that he would come into his house.
Og se, der kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme ind i hans Hus;
42 For he had but a daughter onely, about twelue yeeres of age, and she lay a dying (and as he went, the people thronged him.
thi han havde en enbaaren Datter, omtrent tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen om ham.
43 And a woman hauing an yssue of blood, twelue yeeres long, which had spent all her substance vpon physicians, and could not be healed of any:
Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar og havde kostet al sin Formue paa Læger og ikke kunde blive helbredet af nogen,
44 When she came behind him, she touched the hemme of his garment, and immediatly her yssue of blood stanched.
hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og straks standsedes hendes Blodflod.
45 Then Iesus sayd, Who is it that hath touched me? When euery man denied, Peter sayd and they that were with him, Master, the multitude thrust thee, and tread on thee, and sayest thou, Who hath touched me?
Og Jesus sagde: „Hvem var det, som rørte ved mig?” Men da alle nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: „Mester! Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som rørte ved mig?”
46 And Iesus sayde, Some one hath touched me: for I perceiue that vertue is gone out of me.
Men Jesus sagde: „Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en Kraft fra mig.”
47 When the woman sawe that she was not hid, she came trembling, and fell downe before him, and tolde him before all the people, for what cause she had touched him, and how she was healed immediatly.
Men da Kvinden saa, at det ikke var skjult, kom hun bævende og faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven helbredet.
48 And he said vnto her, Daughter, be of good comfort: thy faith hath saued thee: go in peace.)
Men han sagde til hende: „Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred!”
49 While he yet spake, there came one from the ruler of the Synagogues house, which sayde to him, Thy daughter is dead: disease not the Master.
Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens Hus og siger til ham: „Din Datter er død; umag ikke Mesteren!”
50 When Iesus heard it, he answered him, saying, Feare not: beleeue onely, and she shall be saued.
Men da Jesus hørte det, svarede han ham: „Frygt ikke; tro blot; saa skal hun blive frelst.”
51 And when he went into the house, he suffered no man to goe in with him, saue Peter, and Iames, and Iohn, and the father and mother of the maide.
Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gaa ind med sig uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder.
52 And all wept, and sorowed for her: but he sayd, Weepe not: for she is not dead, but sleepeth.
Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde: „Græder ikke; hun er ikke død, men sover.”
53 And they laught him to scorne, knowing that she was dead.
Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død.
54 So he thrust them all out, and tooke her by the hand, and cryed, saying, Maide, arise.
Men han greb hendes Haand og raabte og sagde: „Pige, staa op!”
55 And her spirite came againe, and she rose straightway: and he comanded to giue her meate.
Og hendes Aand vendte tilbage, og hun stod straks op; og han befalede, at de skulde give hende noget at spise.
56 Then her parents were astonied: but hee commanded them that they should tell no man what was done.
Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke maatte sige nogen det, som var sket.

< Luke 8 >