< Lamentations 3 >

1 I am the man, that hath seene affliction in the rod of his indignation.
Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
2 He hath ledde mee, and brought me into darkenes, but not to light.
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 Surely he is turned against me: he turneth his hand against me all the day.
ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
4 My flesh and my skinne hath he caused to waxe olde, and he hath broken my bones.
Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 He hath builded against me, and compassed me with gall, and labour.
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 He hath set me in darke places, as they that be dead for euer.
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 He hath hedged about mee, that I cannot get out: he hath made my chaines heauy.
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 Also when I cry and showte, hee shutteth out my prayer.
Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 He hath stopped vp my wayes with hewen stone, and turned away my paths.
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
10 He was vnto me as a beare lying in waite, and as a Lion in secret places.
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 He hath stopped my wayes, and pulled me in pieces: he hath made me desolate.
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 He hath bent his bow and made me a marke for the arrow.
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 Hee caused the arrowes of his quiuer to enter into my reines.
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
14 I was a derision to all my people, and their song all the day.
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 He hath filled me with bitternes, and made me drunken with wormewood.
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 He hath also broken my teeth with stones, and hath couered me with ashes.
Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
17 Thus my soule was farre off from peace: I forgate prosperitie,
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 And I saide, My strength and mine hope is perished from the Lord,
og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
19 Remembring mine affliction, and my mourning, the wormewood and the gall.
At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
20 My soule hath them in remembrance, and is humbled in me.
min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
21 I consider this in mine heart: therefore haue I hope.
Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
22 It is the Lordes mercies that wee are not consumed, because his compassions faile not.
HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 They are renued euery morning: great is thy faithfulnesse.
hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 The Lord is my portion, sayth my soule: therefore wil I hope in him.
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
25 The Lord is good vnto them, that trust in him, and to the soule that seeketh him.
Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 It is good both to trust, and to waite for the saluation of the Lord.
det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
27 It is good for a man that he beare the yoke in his youth.
godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
28 He sitteth alone, and keepeth silence, because he hath borne it vpon him.
Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
29 He putteth his mouth in the dust, if there may be hope.
han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
30 Hee giueth his cheeke to him that smiteth him: he is filled full with reproches.
Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
31 For the Lord will not forsake for euer.
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 But though he sende affliction, yet will he haue compassion according to the multitude of his mercies.
har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
33 For he doeth not punish willingly, nor afflict the children of men,
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 In stamping vnder his feete all the prisoners of the earth,
Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 In ouerthrowing the right of a man before the face of the most high,
når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
36 In subuerting a man in his cause: the Lord seeth it not.
når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
37 Who is he then that sayth, and it commeth to passe, and the Lord commandeth it not?
Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
38 Out of the mouth of the most high proceedeth not euill and good?
Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 Wherefore then is the liuing man sorowfull? man suffreth for his sinne.
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Let vs search and try our wayes, and turne againe to the Lord.
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 Let vs lift vp our hearts with our handes vnto God in the heauens.
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 We haue sinned, and haue rebelled, therefore thou hast not spared.
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 Thou hast couered vs with wrath, and persecuted vs: thou hast slaine and not spared.
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
44 Thou hast couered thy selfe with a cloude, that our prayer should not passe through.
hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
45 Thou hast made vs as the ofscouring and refuse in the middes of the people.
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 All our enemies haue opened their mouth against vs.
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 Feare, and a snare is come vpon vs with desolation and destruction.
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 Mine eye casteth out riuers of water, for the destruction of the daughter of my people.
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 Mine eye droppeth without stay and ceaseth not,
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 Till the Lord looke downe, and beholde from heauen.
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 Mine eye breaketh mine heart because of all the daughters of my citie.
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Mine enemies chased me sore like a birde, without cause.
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 They haue shut vp my life in the dungeon, and cast a stone vpon me.
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 Waters flowed ouer mine head, then thought I, I am destroyed.
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
55 I called vpon thy Name, O Lord, out of the lowe dungeon.
Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 Thou hast heard my voyce: stoppe not thine eare from my sigh and from my cry.
du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
57 Thou drewest neere in the day that I called vpon thee: thou saydest, Feare not.
Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
58 O Lord, thou hast maintained the cause of my soule, and hast redeemed my life.
Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
59 O Lord, thou hast seene my wrong, iudge thou my cause.
HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
60 Thou hast seene all their vengeance, and all their deuises against me.
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 Thou hast heard their reproch, O Lord, and all their imaginations against me:
du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
62 The lippes also of those that rose against me, and their whispering against me continually.
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 Behold, their sitting downe and their rising vp, how I am their song.
Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
64 Giue them a recompence, O Lord, according to the worke of their handes.
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 Giue them sorow of heart, euen thy curse to them.
gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
66 Persecute with wrath and destroy them from vnder the heauen, O Lord.
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

< Lamentations 3 >