Job 7
1 Is there not an appointed time to man vpon earth? and are not his dayes as the dayes of an hyreling?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a seruant longeth for the shadowe, and as an hyreling looketh for the ende of his worke,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 So haue I had as an inheritance the moneths of vanitie, and painefull nights haue bene appointed vnto me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 If I layed me downe, I sayde, When shall I arise? and measuring the euening I am euen full with tossing to and from vnto the dawning of the day.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is clothed with wormes and filthinesse of the dust: my skinne is rent, and become horrible.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My dayes are swifter then a weauers shittle, and they are spent without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Remember that my life is but a wind, and that mine eye shall not returne to see pleasure.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 The eye that hath seene me, shall see me no more: thine eyes are vpon me, and I shall be no longer.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9 As the cloude vanisheth and goeth away, so he that goeth downe to the graue, shall come vp no more. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He shall returne no more to his house, neither shall his place knowe him any more.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Therefore I will not spare my mouth, but will speake in the trouble of my spirite, and muse in the bitternesse of my minde.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am I a sea or a whalefish, that thou keepest me in warde?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I say, My couch shall relieue me, and my bed shall bring comfort in my meditation,
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Then fearest thou me with dreames, and astonishest me with visions.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 Therefore my soule chuseth rather to be strangled and to die, then to be in my bones.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 I abhorre it, I shall not liue alway: spare me then, for my dayes are but vanitie.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is man, that thou doest magnifie him, and that thou settest thine heart vpon him?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 And doest visite him euery morning, and tryest him euery moment?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Howe long will it be yer thou depart from me? thou wilt not let me alone whiles I may swallowe my spettle.
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 I haue sinned, what shall I do vnto thee? O thou preseruer of me, why hast thou set me as a marke against thee, so that I am a burden vnto my selfe?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 And why doest thou not pardon my trespasse? and take away mine iniquitie? for nowe shall I sleepe in the dust, and if thou seekest me in the morning, I shall not be found.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
