Job 4
1 Then Eliphaz the Temanite answered, and sayde,
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 If we assay to commune with thee, wilt thou be grieued? but who can withholde himselfe from speaking?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Behold, thou hast taught many, and hast strengthened the wearie hands.
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 Thy wordes haue confirmed him that was falling, and thou hast strengthened the weake knees.
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 But now it is come vpon thee, and thou art grieued: it toucheth thee, and thou art troubled.
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 Is not this thy feare, thy confidence, thy pacience, and the vprightnesse of thy wayes?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 Remember, I pray thee: who euer perished, being an innocent? or where were the vpright destroyed?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 As I haue seene, they that plow iniquitie, and sowe wickednesse, reape the same.
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 With the blast of God they perish, and with the breath of his nostrels are they cosumed.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 The roaring of the Lion, and the voyce of the Lionesse, and the teeth of the Lions whelpes are broken.
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 The Lyon perisheth for lacke of pray, and the Lyons whelpes are scattered abroade.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 But a thing was brought to me secretly, and mine eare hath receiued a litle thereof.
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 In the thoughtes of ye visions of the night, when sleepe falleth on men,
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 Feare came vpon me, and dread which made all my bones to tremble.
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 And the wind passed before me, and made the heares of my flesh to stande vp.
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 Then stoode one, and I knewe not his face: an image was before mine eyes, and in silence heard I a voyce, saying,
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 Shall man be more iust then God? or shall a man be more pure then his maker?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 Beholde, he founde no stedfastnesse in his Seruants, and laid follie vpon his Angels.
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 Howe much more in them that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, which shalbe destroyed before the moth?
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 They be destroyed from the morning vnto the euening: they perish for euer, without regarde.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Doeth not their dignitie goe away with them? do they not die, and that without wisdom?
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
