Job 30
1 Bvt now they that are yonger then I, mocke me: yea, they whose fathers I haue refused to set with the dogges of my flockes.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 For whereto shoulde the strength of their handes haue serued mee, seeing age perished in them?
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 For pouertie and famine they were solitary, fleeing into the wildernes, which is darke, desolate and waste.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 They cut vp nettels by the bushes, and the iuniper rootes was their meate.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 They were chased forth from among men: they shouted at them, as at a theefe.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 Therfore they dwelt in the clefts of riuers, in the holes of the earth and rockes.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 They roared among the bushes, and vnder the thistles they gathered themselues.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 They were the children of fooles and the children of villaines, which were more vile then the earth.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 And now am I their song, and I am their talke.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 They abhorre me, and flee farre from mee, and spare not to spit in my face.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Because that God hath loosed my corde and humbled mee, they haue loosed the bridle before me.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 The youth rise vp at my right hand: they haue pusht my feete, and haue trode on me as on the paths of their destruction.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 They haue destroyed my paths: they tooke pleasure at my calamitie, they had none helpe.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 They came as a great breach of waters, and vnder this calamitie they come on heapes.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Feare is turned vpon mee: and they pursue my soule as the winde, and mine health passeth away as a cloude.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Therefore my soule is nowe powred out vpon me, and the dayes of affliction haue taken holde on me.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 It pearceth my bones in the night, and my sinewes take no rest.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 For the great vehemencie is my garment changed, which compasseth me about as the colar of my coate.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 He hath cast me into the myre, and I am become like ashes and dust.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Whe I cry vnto thee, thou doest not heare me, neither regardest me, when I stand vp.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Thou turnest thy selfe cruelly against me, and art enemie vnto mee with the strength of thine hand.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Thou takest me vp and causest mee to ride vpon the winde, and makest my strength to faile.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Surely I knowe that thou wilt bring mee to death, and to the house appoynted for all the liuing.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Doubtles none can stretch his hand vnto the graue, though they cry in his destruction.
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Did not I weepe with him that was in trouble? was not my soule in heauinesse for the poore?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Yet when I looked for good, euill came vnto me: and when I waited for light, there came darkenesse.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 My bowels did boyle without rest: for the dayes of affliction are come vpon me.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 I went mourning without sunne: I stood vp in the congregation and cryed.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 I am a brother to the dragons, and a companion to the ostriches.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 My skinne is blacke vpon me, and my bones are burnt with heate.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Therefore mine harpe is turned to mourning, and mine organs into the voyce of them that weepe.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
