< Romans 9 >

1 I am in Christ, and what I say is true. I'm not lying! My conscience and the Holy Spirit confirm
Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand,
2 how terribly sad I am, how I have never-ending pain in my heart,
at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
3 for my own people, my brothers and sisters. I would rather be cursed myself, separated from Christ, if that would help them.
Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
4 They are my fellow-Israelites, God's chosen people. God revealed to them his glory and made agreements with them, giving them the law, true worship, and his promises.
de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5 They are our forefathers—ancestors of Christ, humanly-speaking, the one who rules over everything, the eternally-blessed God. Amen. (aiōn g165)
hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. (aiōn g165)
6 It's not that God's promise has failed. For not every Israelite is a true Israelite,
Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;
7 and all those who are descended from Abraham are not his true children. For Scripture says, “Your descendants will be counted through Isaac,”
ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.”
8 so it's not Abraham's actual children who are counted as God's children, but only those children of God's promise who are considered his true descendants.
Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.
9 This is what the promise was: “I will return next year and Sarah will have a son.”
Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.”
10 In addition Rebecca's twin sons had the same father, our forefather Isaac.
Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
11 But even before the children were born, and before they'd done anything right or wrong, (so that God's purpose could continue, proving God's calling of people is not based on human performance),
Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,
12 she was told, “The older brother will serve the younger one.”
sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste,”
13 As Scripture says, “I chose Jacob, but rejected Esau.”
som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.”
14 So what should we conclude? That God was unjust? Certainly not!
Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15 As he said to Moses, “I will be merciful to whoever I should show mercy, and I will have compassion on whoever I should show compassion.”
Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.”
16 So it does not depend on what we want, or our own efforts, but the merciful nature of God.
Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.
17 Scripture records God saying to Pharaoh: “I put you here for a reason—so that through you I could demonstrate my power, and so that my name could be made known throughout the earth.”
Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.”
18 So God is merciful to those he wishes to be, and hardens the attitude of those he wants to.
Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19 Now you'll argue with me and ask, “So why does he still blame us then? Who can resist the will of God?”
Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?
20 That's no way to speak, for who are you—a mere mortal—to contradict God? Can something that is created say to its creator, “Why did you make me like this?”
Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?
21 Doesn't a potter have the right to use the same batch of clay to make both a decorative bowl and an everyday pot?
Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22 It's as if God, wanting to demonstrate his opposition to sin and to reveal his power, bears patiently with these “pots destined for destruction,”
Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
23 so that he might reveal the greatness of his glory through these “pots of mercy” which he has prepared in advance for glory.
ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24 This is who we are—people he has called, not just from among the Jews, but from among the foreigners too...
Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,
25 As God said in the book of Hosea, “Those who are not my people I will call my people, and those who are not loved I will call the ones I love,”
som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede;
26 and, “It will happen that at the place where they were told, ‘You're not my people,’ there they will be called the children of the living God.”
og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.”
27 Isaiah cries out regarding Israel: “Even if the children of Israel have become as numerous as the sands of the sea, only a small number will be saved.
Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses.
28 For the Lord is going to quickly and completely finish his work of judgment on the earth.”
Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.”
29 As Isaiah previously said, “If the Lord Almighty had not left us some descendants, we would have become just like Sodom and Gomorrah.”
Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.”
30 What shall we conclude, then? That even though the foreigners were not even looking to do right, they did grasp what is right, and through their trust in God did what was morally right.
Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro;
31 But the people of Israel, who looked to the law to make them right with God, never succeeded.
men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov.
32 Why not? Because they relied on what they did rather than trusting in God. They tripped on the stumbling-block,
Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen,
33 just as Scripture predicted: “Look, I'm placing in Zion a stumbling-block, a rock that will offend people. But those who trust in him won't be disappointed.”
som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.”

< Romans 9 >