Psalms 142

1 A maskil of David, when he was in the cave. A prayer. I call out to the Lord for help; pleading with the Lord for mercy.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 I pour out my complaints before him; I tell him what's troubling me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 When I'm totally discouraged, you know the direction I should take. But whichever way I go, people set traps for me.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 I look to my right for someone to support me—but no one pays me any attention. There's no safe place for me—no one cares about me at all.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I cry out to you, Lord, for help, saying, “You are the one who keeps me safe; you are all I need in life.

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Please listen to my sad cry, for I'm feeling very low. Please save me from those who are after me, for they're too strong for me.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Release me from my prison so I can praise you for the person you are! Those who live right will gather round me because you have treated me so well.”

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.