Psalms 142

1 A maskil of David, when he was in the cave. A prayer. I call out to the Lord for help; pleading with the Lord for mercy.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 I pour out my complaints before him; I tell him what's troubling me.

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 When I'm totally discouraged, you know the direction I should take. But whichever way I go, people set traps for me.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 I look to my right for someone to support me—but no one pays me any attention. There's no safe place for me—no one cares about me at all.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I cry out to you, Lord, for help, saying, “You are the one who keeps me safe; you are all I need in life.

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Please listen to my sad cry, for I'm feeling very low. Please save me from those who are after me, for they're too strong for me.

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Release me from my prison so I can praise you for the person you are! Those who live right will gather round me because you have treated me so well.”

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.