< Luke 20 >
1 Once when Jesus was teaching the people in the Temple, telling them the good news, some of the chief priests and religious teachers came with the elders.
Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
2 They asked him, “Tell us: by whose authority are you doing what you do? Who gave you the right to do this?”
Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?”
3 “Let me ask you a question too,” Jesus replied. “Tell me:
Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
4 the baptism of John—was it from heaven, or was it just human?”
Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?”
5 They talked about it among themselves: “If we say it was from heaven, he'll ask, ‘Then why didn't you believe him?’
Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
6 And if we say it was just human, everybody will stone us for they're sure John was a prophet.”
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.”
7 So they answered, “We don't know where it came from.”
Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.
8 Jesus replied, “Then I won't tell you by whose authority I do what I do.”
Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.”
9 Then he began to tell the people a story: “Once there was a man who planted a vineyard, leased it to some farmers, and went to live in another country for a long while.
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
10 At harvest time he sent a servant to the tenant farmers to collect his share of the crop, but the farmers beat the servant and sent him away with nothing.
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
11 So the owner sent another servant, but they beat him too and treated him shamefully, and sent him away with nothing.
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.
12 So he sent a third servant, but they wounded him and threw him out.
Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
13 The owner of the vineyard asked himself, ‘What shall I do? I know, I'll send my son whom I love. Perhaps they will respect him.’
Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.
14 But when they saw him coming, the farmers said to themselves, ‘This is the owner's heir. Let's kill him! That way we can take his inheritance.’
Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15 They threw him out of the vineyard and killed him. Now what will the owner of the vineyard do to them?
Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
16 He will come and kill these farmers and let others have the vineyard.” When they heard the story, they said, “May this never happen!”
Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.” Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!”
17 But Jesus looked at them and said, “Then why is it written in the Scriptures, ‘The stone the builders rejected has now become the chief cornerstone’?
Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18 Anyone who falls on that stone will be broken in pieces; anyone it falls upon will be crushed.”
Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.”
19 Immediately the religious teachers and the chief priests wanted to arrest him because they realized that the story Jesus told was aimed at them, but they were afraid of what the people would do.
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20 Watching for an opportunity they sent spies who pretended to be sincere. They tried to catch Jesus out in something he said so they could hand him over to the power and authority of the governor.
Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 They said, “Teacher, we know that you speak and teach what is good and right, and that you're not swayed by the opinions of others. You truly teach the way of God.
Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22 So should we pay taxes to Caesar or not?”
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?”
23 But Jesus saw through their trickery, and said to them,
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?
24 “Show me a coin—a denarius. Whose image and inscription is on it?” “Caesar's,” they answered.
Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?” Men de svarede og sagde: „Kejserens.”
25 “Then give back to Caesar what belongs to Caesar, and give back to God what belongs to God,” he told them.
Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”
26 They weren't able to trap him by what he told the people. They were stunned at his reply, and fell silent.
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27 Then some of the Sadducees, who deny the resurrection, came to Jesus with this question:
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 “Teacher,” they began, “Moses gave us a law that if a married man dies leaving a wife without children, then his brother should marry the widow and have children for his dead brother.
„Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
29 Once there were seven brothers. The first had a wife, and died without having children.
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
31 and then the third brother also married her. In the end all seven brothers married her, and then died without having children.
Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
32 Finally the wife died too.
Men til sidst døde ogsaa Hustruen.
33 Now whose wife will she be in the resurrection, since all seven brothers had married her?”
Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.”
34 “Here in this age people marry and are given in marriage,” Jesus explained. (aiōn )
Og Jesus sagde til dem: „Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; (aiōn )
35 “But those who are considered worthy to share in the age to come and the resurrection from the dead don't marry or are given in marriage. (aiōn )
men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn )
36 They can't die any longer; they're like the angels and are children of God since they're children of the resurrection.
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37 But on the question of whether the dead are raised, even Moses proved this when he wrote about the burning bush, when he calls the Lord, ‘the God of Abraham, the God of Isaac, and the God of Jacob.’
Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38 He is not the God of the dead, but of the living, for to him they all are alive.”
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.”
39 Some of the religious teachers responded, “That was a good answer, Teacher.”
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.”
40 After this no one dared to ask him any more questions.
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
41 Then Jesus asked them, “Why is it said that Christ is the son of David?
Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
42 For David himself says in the book of Psalms: The Lord said to my Lord, ‘Sit at my right hand
David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
43 until I make all your enemies a footstool for your feet.’
indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 David calls him ‘Lord,’ so how can he be David's son?”
Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?”
45 While everyone was paying attention, he said to his disciples,
Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
46 “Watch out for religious leaders who like to go around in long robes, and love to be greeted with respect in the markets, and to have the best seats in the synagogues and places of honor at banquets.
„Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
47 They cheat widows out of what they own, and cover up the kind of people they really are with long-winded prayers. They will receive severe condemnation in the judgment.”
de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.”