< Job 3 >

1 After this Job began speaking, cursing the day of his birth.
Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
2 He said,
og Job tog til Orde og sagde:
3 “Wipe out the day I was born, and the night when it was announced that a boy had been conceived.
Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
4 Turn that day to darkness. God above should not remember it. Don't let light shine on it.
Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
5 Take it back, darkness and death-shadow. A black cloud should overshadow it. It should be as terrifying as the darkness of an eclipse during the day.
Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
6 Blot out that night as if it never existed. Don't count it on the calendar. Don't let it have a day in any month.
Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
7 Let that night be childless, with no sounds of happiness heard.
Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
8 Those who place curses on certain days should curse it, those who have the power to raise Leviathan.
De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
9 Its early morning stars should stay dark. Looking for light, may none come, may it not see the glimmer of dawn
dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
10 for it did not shut my mother's womb to prevent me from seeing trouble.
fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
11 Why wasn't I stillborn? Why didn't I die at birth?
Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
12 Why was there a lap for me to lie on, or breasts for me to suck?
Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
13 For now I would be lying down in peace. I would be sleeping and at rest,
Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
14 along with the kings of this world and their officials whose palaces now lie in ruins,
blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
15 or with noblemen who collected gold and filled their houses with silver.
blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
16 Why wasn't I a miscarriage, buried in secret, a baby who never saw the light?
Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
17 There in the grave the wicked give no more trouble, and those whose strength is gone have their rest.
Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
18 There prisoners take it easy—they don't hear the commands of their oppressors.
alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
19 Both small and great are there, and slaves are freed from their masters.
smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20 Why does God give life to those who are suffering, living bitterly miserable lives,
Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
21 those who are waiting for death that does not come and who are looking for death more desperately than hunting for treasure?
dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
22 They're so incredibly happy when the reach the grave!
som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
23 Why is light given to someone who doesn't know where they're going, someone God has fenced in?
en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
24 My groans are the bread I eat; my raging tears are the water I drink.
Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
25 For all that I feared has happened to me; everything that I dreaded has come upon me.
Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
26 I have no peace, no quiet, no rest. All that comes is rage.”
Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!

< Job 3 >