< Psalms 69 >

1 Unto the end, for them that shall be changed; for David. SAVE me, O God: for the waters are come in even unto my soul.
Til Sangmesteren; til „Lillierne”; af David.
2 I stick fast in the mire of the deep: and there is no sure standing. I am come into the depth of the sea: and a tempest hath overwhelmed me.
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 I have laboured with crying; my jaws are become hoarse: my eyes have failed, whilst I hope in my God.
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 They are multiplied above the hairs of my head, who hate me without cause. My enemies are grown strong who have wrongfully persecuted me: then did I pay that which I took not away.
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 O God, thou knowest my foolishness; and my offences are not hidden from thee:
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 Let not them be ashamed for me, who look for thee, O Lord, the Lord of hosts. Let them not be confounded on my account, who seek thee, O God of Israel.
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 Because for thy sake I have borne reproach; shame hath covered my face.
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 I am become a stranger to my brethren, and an alien to the sons of my mother.
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 For the zeal of thy house hath eaten me up: and the reproaches of them that reproached thee are fallen upon me.
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 And I covered my soul in fasting: and it was made a reproach to me.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 And I made haircloth my garment: and I became a byword to them.
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 They that sat in the gate spoke against me: and they that drank wine made me their song.
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 But as for me, my prayer is to thee, O Lord; for the time of thy good pleasure, O God. In the multitude of thy mercy hear me, in the truth of thy salvation.
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Draw me out of the mire, that I may not stick fast: deliver me from them that hate me, and out of the deep waters.
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 Let not the tempest of water drown me, nor the deep swallow me up: and let not the pit shut her mouth upon me.
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Hear me, O Lord, for thy mercy is kind; look upon me according to the multitude of thy tender mercies.
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 And turn not away thy face from thy servant: for I am in trouble, hear me speedily.
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 Attend to my soul, and deliver it: save me because of my enemies.
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Thou knowest my reproach, and my confusion, and my shame.
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 In thy sight are all they that afflict me; my heart hath expected reproach and misery. And I looked for one that would grieve together with me, but there was none: and for one that would comfort me, and I found none.
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 And they gave me gall for my food, and in my thirst they gave me vinegar to drink.
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 Let their table become as a snare before them, and a recompense, and a stumblingblock.
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 Let their eyes be darkened that they see not; and their back bend thou down always.
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Pour out thy indignation upon them: and let thy wrathful anger take hold of them.
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 Let their habitation be made desolate: and let there be none to dwell in their tabernacles.
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 Because they have persecuted him whom thou hast smitten; and they have added to the grief of my wounds.
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 Add thou iniquity upon their iniquity: and let them not come into thy justice.
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 Let them be blotted out of the book of the living; and with the just let them not be written.
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 But I am poor and sorrowful: thy salvation, O God, hath set me up.
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 I will praise the name of God with a canticle: and I will magnify him with praise.
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 And it shall please God better than a young calf, that bringeth forth horns and hoofs.
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 Let the poor see and rejoice: seek ye God, and your soul shall live.
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 For the Lord hath heard the poor: and hath not despised his prisoners.
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 Let the heavens and the earth praise him; the sea, and every thing that creepeth therein.
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 For God will save Sion, and the cities of Juda shall be built up. And they shall dwell there, and acquire it by inheritance.
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 And the seed of his servants shall possess it; and they that love his name shall dwell therein.
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

< Psalms 69 >