Psalms 142

1 Of understanding for David. A prayer when he was in the cave. I cried to the Lord with my voice: with my voice I made supplication to the Lord.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 In his sight I pour out my prayer, and before him I declare my trouble:

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 When my spirit failed me, then thou newest my paths.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 I looked on my right hand, and beheld, and there was no one that would know me. Flight hath failed me: and there is no one that hath regard to my soul.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I cried to thee, O Lord: I said: Thou art my hope, my portion in the land of the living.

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Attend to my supplication: for I am brought very low. Deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Bring my soul out of prison, that I may praise thy name: the just wait for me, until thou reward me.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.