Psalms 142

1 Of understanding for David. A prayer when he was in the cave. I cried to the Lord with my voice: with my voice I made supplication to the Lord.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 In his sight I pour out my prayer, and before him I declare my trouble:

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 When my spirit failed me, then thou newest my paths.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 I looked on my right hand, and beheld, and there was no one that would know me. Flight hath failed me: and there is no one that hath regard to my soul.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I cried to thee, O Lord: I said: Thou art my hope, my portion in the land of the living.

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Attend to my supplication: for I am brought very low. Deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Bring my soul out of prison, that I may praise thy name: the just wait for me, until thou reward me.

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.