Psalms 137

1 Upon the rivers of Babylon, there we sat and wept: when we remembered Sion:

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 On the willows in the midst thereof we hung up our instruments.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there they that led us into captivity required of us the words of songs. And they that carried us away, said: Sing ye to us a hymn of the songs of Sion.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How shall we sing the song of the Lord in a strange land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand be forgotten.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Let my tongue cleave to my jaws, if I do not remember thee: If I make not Jerusalem the beginning of my joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, O Lord, the children of Edom, in the day of Jerusalem: Who say: Rase it, rase it, even to the foundation thereof.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 O daughter of Babylon, miserable: blessed shall he be who shall repay thee thy payment which thou hast paid us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Blessed be he that shall take and dash thy little ones against the rock.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.