Job 9
1 And Job answered, and said:
Men Job svarede og sagde:
2 Indeed I know it is so, and that man cannot be justified compared with God.
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 If he will contend with him, he cannot answer him one for a thousand.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 He is wise in heart, and mighty in strength: who hath resisted him, and hath had peace?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Who hath removed mountains, and they whom he overthrew in his wrath, knew it not.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Who shaketh the earth out of her place, and the pillars thereof tremble.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Who commandeth tile sun and it riseth not: and shutteth up the stars as it were under a seal:
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Who alone spreadeth out the heavens, and walketh upon the waves of the sea.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Who maketh Arcturus, and Orion, and Hyades, and the inner parts of the south.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Who doth things great and incomprehensible, and wonderful, of which there is no number.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 If he come to me, I shall not see him: if he depart I shall not understand.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 If he examine on a sudden, who shall answer him? or who can say: Why dost thou so?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 God, whose wrath no mall can resist, and under whom they stoop that bear up the world.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 What am I then, that I should answer him, and have words with him?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 I, who although I should have any just thing, would not answer, but would make supplication to my judge.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 And if he should hear me when I call, I should not believe that he had heard my voice.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 For he shall crush me in a whirlwind, and multiply my wounds even without cause.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 He alloweth not my spirit to rest, and he filleth me with bitterness.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 If strength be demanded, he is most strong: if equity of judgment, no man dare bear witness for me.
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 If I would justify myself, my own mouth shall condemn me: if I would shew myself innocent, he shall prove me wicked.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Although I should be simple, even this my soul shall be ignorant of, and I shall be weary of my life.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 One thing there is that I have spoken, both the innocent and the wicked he consumeth.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 If he scourge, let him kill at once, and not laugh at the pains of the innocent.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 The earth is given into the hand of the wicked, he covereth the face of the judges thereof: and if it be not he, who is it then?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 My days have been swifter than a post: they have fled away and have not seen good.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 They have passed by as ships carrying fruits, as an eagle flying to the prey.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 If I say: I will not speak so: I change my face, and am tormented with sorrow.
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 I feared all my works, knowing that thou didst not spare the offender.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 But if so also I am wicked, why have I laboured in vain?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 If I be washed as it were with snow waters, and my hands shall shine ever so clean:
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Yet thou shalt plunge me in filth, and my garments shall abhor me,
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 For I shall not answer a man that is like myself: nor one that may be heard with me equally in judgment.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 There is none that may be able to reprove both, and to put his hand between both.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Let him take his rod away from me, and let not his fear terrify me.
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 I will speak, and will not fear him: for I cannot answer while I am in fear.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
