Job 7
1 The life of man upon earth is a warfare, and his days are like the days of a hireling.
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a servant longeth for the shade, as the hireling looketh for the end of his work;
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 So I also have had empty months, and have numbered to myself wearisome nights.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 If I lie down to sleep, I shall say: When shall arise? and again I shall look for the evening, and shall be filled with sorrows even till darkness.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is clothed with rottenness and the filth of dust, my skin is withered and drawn together.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days have passed more swiftly than the web is cut by the weaver, and are consumed without any hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Remember that my life is but wind, and my eyes shall not return to see good things.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 Nor shall the sight of man behold me: thy eyes are upon me, and I shall be no more.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
9 As a cloud is consumed, and passeth away: so he that shall go down to hell shall not come up. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Nor shall he return my more into his house, neither shall his place know him any more.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Wherefore I will not spare my month, I will speak in the affliction of my spirit: I will talk with the bitterness of my soul.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am I a sea, or a whale, that thou hast enclosed me in a prison?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 If I say: My bed shall comfort me, and I shall be relieved speaking with myself on my couch:
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Thou wilt frighten me with dreams and terrify me with visions.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 So that my soul rather chooseth hanging, and my bones death.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 I have done with hope, I shall now live no longer: spare me, for my days are nothing.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is a man that thou shouldst magnify him? or why dost thou set thy heart upon him?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 Thou visitest him early in the morning, and thou provest him suddenly.
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long wilt thou not spare me, nor suffer me to swallow down my spittle?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 I have sinned: what shall I do to thee, O keeper of men? why hast thou set me opposite to thee, and I am become burdensome to myself?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Why dost thou not remove my sin, and why dost thou not take away my iniquity? Behold now I shall sleep in the dust: and if thou seek me in the morning, I shall not be.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
