Exodus 10
1 And the Lord said to Moses: Go in to Pharao; for I have hardened his heart, and the heart of his servants: that I may work these my signs in him.
Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem,
2 And thou mayest tell in the ears of thy sons, and of they grandsons, how often I have plagued the Egyptians, and wrought my signs amongst them: and you may know that I am the Lord:
for at du maa kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; saa skal I kende, at jeg er HERREN.«
3 Therefore Moses and Aaron went in to Pharao, and said to him: Thus saith the Lord God of the Hebrews: How long refusest thou to submit to me? let my people go, to sacrifice to me.
Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: »Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
4 But if thou resist, and wilt not let them go, behold I will bring in tomorrow the locust into thy coasts:
Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
5 To cover the face of the earth that nothing thereof may appear, but that which the hail hath left may be eaten: for they shall feed upon all the trees that spring in the fields.
og de skal skjule Landets Overflade, saa man ikke kan se Jorden, og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror paa Marken;
6 And they shall fill thy houses, and the houses of thy servants, and of all the Egyptians: such a number as thy fathers have not seen, nor thy grandfathers, from the time they were first upon the earth, until this present day. And he turned himself away, and went forth from Pharao.
og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse saaledes, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!« Dermed vendte han sig bort og forlod Farao.
7 And Pharao’s servants said to him: How long shall we endure this scandal? let the men go to sacrifice to the Lord their God. Dost thou not see that Egypt is undone?
Men Faraos Tjenere sagde til ham: »Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten gaar til Grunde?«
8 And they called back Moses and Aaron to Pharao: and he said to them: Go, sacrifice to the Lord your God: who are they that shall go?
Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: »Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?«
9 Moses said: We will go with our young and old, with our sons and daughters, with our sheep and herds: for it is the solemnity of the Lord our God.
Moses svarede: »Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Smaakvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENS Højtid.«
10 And Pharao answered: So be the Lord with you, as I shall let you and your children go: who can doubt but that you intend some great evil?
Da sagde han til dem: »HERREN være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde!
11 It shall not be so: but go ye men only, and sacrifice to the Lord: for this yourselves also desired. And immediately they were cast out from Pharao’s presence.
Nej — men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I ønskede!« Derpaa jog man dem bort fra Farao.
12 And the Lord said to Moses: Stretch forth thy hand upon the land of Egypt unto the locust, that it may come upon it, and devour every herb that is left after the hail.
Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand ud over Ægypten og faa Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!«
13 And Moses stretched forth his rod upon the land of Egypt: and the Lord brought a burning wind all that day, and night: and when it was morning, the burning wind raised the locusts:
Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den paafølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
14 And they came up over the whole land of Egypt: and rested in all the coasts of the Egyptians innumerable, the like as had not been before that time, nor shall be hereafter.
Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Omraade i uhyre Mængder; aldrig før havde der været saa mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme saa mange.
15 And they covered the whole face of the earth, wasting all things. And the grass of the earth was devoured, and what fruits soever were on the trees, which the hail had left: and there remained not any thing that was green on the trees, or in the herbs of the earth in all Egypt.
Og de skjulte hele Jordens Overflade, saa Jorden blev sort af dem, og de opaad alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage paa Træerne eller paa Markens Urter i hele Ægypten.
16 Wherefore Pharao in haste called Moses and Aaron, and said to them: I have sinned against the Lord your God, and against you.
Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: »Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
17 But now forgive me my sin this time also, and pray to the Lord your God, that he take away from me this death.
Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gaa i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!«
18 And Moses going forth from the presence of Pharao, prayed to the Lord.
Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
19 And he made a very strong wind to blow from the west, and it took the locusts and cast them into the Red Sea: there remained not so much as one in all the coasts of Egypt.
Og HERREN lod Vinden slaa om til en voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, saa der ikke blev en eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Omraade.
20 And the Lord hardened Pharao’s heart, neither did he let the children of Israel go.
Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke lod Israeliterne rejse.
21 And the Lord said to Moses: Stretch out they hand towards heaven: and may there be darkness upon the land of Egypt, so thick that it may be felt.
Derpaa sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand op mod Himmelen, saa skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle paa!«
22 And Moses stretch forth his hand towards heaven: and there came horrible darkness in all the land of Egypt for three days.
Da rakte Moses sin Haand op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
23 No man saw his brother, nor moved himself out of the place where he was: but wheresoever the children of Israel dwelt there was light.
den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
24 And Pharao called Moses and Aaron, and said to them: Go sacrifice to the Lord: let your sheep only, and herds remain; let your children go with you.
Da lod Farao Moses kalde og sagde: »Drag hen og dyrk HERREN. Dog skal eders Smaakvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn maa I tage med.«
25 Moses said: Thou shalt give us also sacrifices and burnt offerings, to the Lord our God.
Men Moses sagde: »Du maa ogsaa overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe HERREN vor Gud;
26 All the flocks shall go with us: there shall not a hoof remain of them: for they are necessary for the service of the Lord our God: especially as we know not what must be offered, till we come to the very place.
ogsaa vore Hjorde maa vi have med, ikke en Klov maa blive tilbage, thi dem har vi Brug for, naar vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi ved jo ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet.«
27 And the Lord hardened Pharao’s heart, and he would not let them go.
Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, saa han nægtede at lade dem rejse.
28 And Pharao said to Moses: Get thee from me, and beware thou see not my face any more: in what day soever thou shalt come in my sight, thou shalt die.
Og Farao sagde til ham: »Gaa bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!«
29 Moses answered: So shall it be as thou hast spoken, I will not see thy face any more.
Da sagde Moses: »Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!«
